Rationel psykoanalyse

-et paradigmeskift?

1. del

Af

Henrik C. V. Hansen

Rationel psykoanalytiker

Indledning.

Er det muligt at opstille videnskabelige teorier, der opfylder de krav, som man traditionelt stiller til de naturvidenskabelige fag; og er det overhovedet ønskeligt?

Det er spørgsmål, som jeg ofte møder, når jeg forsøger at forklare, hvad rationel psykoanalyse har at tilbyde.

Jeg vil derfor, i det følgende, forsøge at give så mange gode grunde for at svare ja til ovenstående spørgsmål, at jeg håber, at det vil medføre en forståelse for de muligheder, som foreligger indenfor den psykoanalytiske retning, der betegnes "rationel psykoanalyse".

Måske skulle jeg forklare, hvad jeg mener med ordet paradigmeskift. Man anvender begrebet paradigmeskift, når man indenfor et videnskabeligt fagområde har opnået en helt ny teoretisk forståelse for et givet forskningsområde.

Det klassiske eksempel er da man gik fra det såkaldte geocentriske verdensbillede til det heliocentriske. På samme måde med rationel psykoanalyse, idet man går bort fra den traditionelle opfattelse, der bygger på den såkaldte driftteori, og over til at forstå menneskets sjæleliv i lyset af en helt ny teoridannelse, således at de videnskabelige principper, som man kender fra de naturvidenskabelige fag, kan anvendes.

Det teoretiske grundlag for denne teoridannelse har jeg redegjort for i min “korte redegørelse for hovedprincipperne bag rationel psykoanalyse”.

I dette skrift vil jeg, i 1. del, fremstille yderligere videnskabsteoretiske argumenter for de videnskabelige principper, der anvendes indenfor rationel psykoanalyse, for derefter, i 2. del, at benytte disse til at opstille den model for sjælelivet, der er udgangspunkt for teoridannelsen.

Skulle man, i det følgende støde på argumenter der umiddelbart får én til at synes at der ikke er belæg for skriftets indhold, må jeg bede om læserens tålmodighed da argumenterne fremsættes fortløbende således, at den endelige argumentation ikke er gennemført før man når til enden på skriftet.

Første del

En videnskabsteoretisk undersøgelse.

Det videnskabelige spørgsmål.

Det er ikke mit mål med dette skrift at give en endelig afklaring af begrebet videnskab, og spørgsmålet er, om det overhovedet lader sig gøre.

I videnskabens barndom var det forholdsvis simpelt at svare på, hvad videnskab er. Dengang betegnede man kun resultatet af forskningsarbejdet, de videnskabelige teorier, som videnskab. Det arbejde der gik forud for formuleringen

Men senere, især ved fremkomsten af humaniore i 1800 tallet, blev begrebet videnskab udviddet til at være en betegnelse for hele processen fra idé til teori.

Herved blev ordet videnskab betegnelsen for en meget kompliceret proces, som det nok aldrig vil være muligt at nå til en fuldstændig afklaring af, blandt andet fordi den indeholder elementer som kreativitet og intuition.

Men denne komplicering af begrebet videnskab, der har foranlediget, at der næppe i dag gives en entydig definition, gør det meget vanskeligt at argumentere for, at en teori er mere rigtig videnskab end en anden.

Jeg vil derfor, når jeg i det følgende vil argumenterer for rationel psykoanalyse som en konsistent videnskabelig teori, gå en anden vej.

Min taktik vil derfor i det følgende være at opstille en række krav til den videnskabelige teori således, at når de er opfyldte, er det hævet over enhver tvivl, at der er tale om en videnskabelig teori.

Jeg undgår dermed at tage stilling til hvilke minimumskrav, der skal være opfyldte, før man kan godkende en teori som videnskab.

Det er derfor muligt, at man kan synes, at de krav jeg opstiller, er for omfattende, men det er som sagt heller ikke min ide at tage udgangspunkt i en givet definition af begrebet videnskab.

Min anvendelse af ordet videnskab skal derfor i det følgende udelukkende forstås i den kontekst som angivet ved formuleringen af min taktik for første del af skriftet.

Erkendelsesteori.

Når man diskutere videnskabens præmisser, er man inde på det område af filosofien som betegnes erkendelsesteorien.

Det centrale for denne del af filosofien er at forsøge, at nå til en forståelse af menneskets muligheder for at erkende og forstå virkeligheden.

Det er dog ikke min ambition i denne sammenhæng, at nå ud i alle hjørner af erkendelsesteorien, i stedet vil jeg koncentrere mig om den del der har betydning for videnskabens måde at forstå virkeligheden, den såkaldte videnskabsfilosofi.

Jeg vil derfor i det følgende opdele de erkendelsesteoretiske spørgsmål op i to problemstillinger.

1. Den første problemstilling angår erkendelsen af de umiddelbart iagttagebare fænomener, som foreksempel evnen til at adskille erkendelsen af en sten fra andre objekter.

Denne problemstilling vil jeg opfatte som uproblematisk. Ikke forstået således at jeg opfatter spørgsmålet:” Hvorledes opfatter mennesket et givet fænomen?” som uproblematisk, men at jeg vil tage udgangspunkt i den praktiske erfaring, at det er en evne som mennesket alt andet lige besidder.

2. Den anden problemstilling angår hvorledes mennesket opfatter sammenhænge, som for eksempel: “Hvorfor falder en sten til jorden?”

Det er erkendelsen af disse, jeg vil koncentrere mig om i det følgende, fordi det netop er interessen for disse sammenhænge , der føre til udviklingen af de videnskabelige teorier.

Hvorfor videnskab?

Men hvorfor er det så eftertragtet, at de teorier man arbejder med, er videnskabelige? Når jeg, i det følgende, benytter betegnelsen “videnskabelig teori”, er det fordi jeg stiller en sådan overfor teorier af mere filosofisk art.

Den afgørende forskel på en videnskabelig og en filosofisk teori er for mig, at den videnskabelige teori kan verificeres ved objektive eksperimenter. Vi er altså istand til at udføre nogle forsøg således, at vi på objektiv vis kan undersøge, om de teorier vi har formuleret, er sande eller ej.

Denne problematik

en given teoris sandhed.

I stedet for selv at give yderligere argumenter for videnskabens fordele, har jeg valgt at anvende nogle citater af Sigmund Freud, hvor han stiller videnskaben overfor religionen.

Min pointe med dette er, at Freud, efter min mening, bruger ordet religion i betydningen “dogmatisk overbevisning”, altså en samling af trossætninger, og at man kan anvende hans argumenter til at beskrive forholdet mellem enhver givet videnskabelig teori og enhver form for dogmatisk overbevisning.

Omvendt skal mit brug af citaterne ikke forstås således, at jeg personligt har noget imod et sundt forhold til en religiøs livsforståelse. Jeg

men udelukkende som et forhold mellem det enkelte menneske og Gud. Ligeledes anser jeg, som Jung, et sundt forhold til de religiøse spørgsmål, for at være en nødvendighed for såvel det sunde menneskes selvforståelse, som dets udviklingsmuligheder. Dette standpunkt ser jeg dog ikke på nogen måde som værende i strid med de medtagede citater, da jeg, som sagt, netop anvender dem, som argumenter mod en usund indstilling til dogmatiske overbevisninger.

Freuds videnskabelige vision.

Det er hævet over en hver tvivl, at det var Freuds vision at forståelsen af menneskets sjæleliv, i så høj grad som muligt, skulle bygge på et videnskabeligt grundlag. Selv havde han de naturvidenskabelige fag som sit forbillede.

Han var dog meget forsigtig med at se sig blind på de principper, man anvender indenfor disse fag.

Dette fordi, Freud var af den opfattelse, at man først måtte skabe sig et overblik over det nye fagområde, et “helhedsbillede”, før man splittede dette op i forskellige videnskabelige teorier. Han mente at det var den bedste måde at sikre sig, at man fik en forståelse for hele fagområdet, uden at risikere at ryge ud af en ligegyldig teoretisk tangent. ( Jeg vil ikke her diskutere denne taktik, men det vil nok i det følgende blive klart, at jeg ikke kan være enig i, at denne fremgangsmåde, videnskabsteoretisk set, er mulig.)

Men det var hans målsætning, at denne første forståelse senere skulle udmønte sig i egentlige videnskabelige teorier, når det omtalte overblik var opnået. Dels fordi man herved kunne sikre den bedste forståelse for fagområdet, men også fordi Freud så netop videnskaben, som den bedste mulighed mennesket havde for at komme overens med de kulturelle problemstillinger.

I skriftet, “En illusions fremtid”, stiller Freud religionen overfor videnskaben for på denne måde at argumentere for sin opfattelse af videnskabens betydning for kulturudviklingen. Hans pointe er, at de krav som kulturen stiller mennesket overfor ofte hviler på religiøse dogmer, der ikke tilgodeser dets natur. Derfor oplever mennesket disse krav som unaturlige, og derved ubehagelige ( der unbehage des kultur).

Med videnskaben mente han, at det var muligt, ud fra fornuftgrunde, at tage stilling til dogmerne, således at de kunne udskiftes med kulturkrav, der understøttede menneskets udviklingsmuligheder.

Jeg skulle måske lige pointere, at jeg ikke i alle forhold, er enig i Freuds opfattelse af, hvad der kan betegnes videnskab.

Jeg har valgt at citere Freud temmelig omfattende, da jeg mener at hans argumenter bedst kommer til udtryk på denne måde.

Fra “En illusions fremtid”:

citat 1:

Menneskene er i så ringe grad tilgængelig for fornuftgrunde og beherskes helt af deres driftsønsker. Hvorfor skal man altså berøve dem en drifttilfredsstillelse og erstatte dem med fornuftgrunde? Ganske vist er mennesket sådan, men har de spurgt dem selv om det nødvendigvis må være sådan - om deres inderste natur nøder dem dertil? Kan antropologien angive det normale kraniums dimensioner hos et folk der har for skik at deformere deres børns hoveder med bandager lige fra første færd? Tænk på den deprimerende kontrast mellem den strålende intelligens hos et sundt barn og den gennemsnitsvoksnes intellektuelle svaghed. Er det ganske udelukket, at netop den religiøse opdragelse har en væsentlig skyld i denne relative degeneration.

Citat 2:

Hvad skal det stille op med foregøglingen

Efter at have taget kritisk stilling til ovenstående fortsætter Freud:

citat 3:

De skal ikke finde mig utilgængelig for deres kritik. Jeg ved, hvor svært det er at undgå illusioner; måske er også de forhåbninger, jeg har bekendt mig til, af illusorisk natur. Men jeg fastholder en forskel. Mine illusioner er - bortset fra, at der ikke er straf for ikke at nære dem - Ikke ukorigerebare som de religiøse og har ikke disses illusoriske særkende. Hvis erfaringen skulle vise - ikke mig, men andre efter mig, som tænker ligesom jeg - at vi har taget fejl, så vil vi give afkald på vores forventninger. Tag dog mit forsøg som det, det er: En psykolog, der ikke tvivler om, hvor svært det er finde sig til rette i denne verden, anstrenger sig for at bedømme menneskehedens udvikling efter den smule indsigt, som han har erhvervet sig ved studiet af de psykiske processer hos individet under dettes udvikling fra barn til voksen.

Citat 4:

Vi kan nok så tit understrege, at det menneskelige intellekt er svagt i sammenligning med det menneskelige driftliv, og have ret heri. Men der er dog noget specielt ved denne svaghed; intelektets stemme er sagte, men den hviler ikke, før den har skaffet sig ørenlyd…………… Dette er et af de få punkter, på hvilke man tør være optimistisk på menneskehedens fremtid, men det betyder i sig selv ikke så lidt. Intellektets primat ligger ganske vidst langt ude i fremtiden - langt ude, men ikke i en uendelig fjern fremtid.

Citat 5:

Den, fra de religiøse doktriners tryk befriede opdragelse, vil måske ikke ændre meget i menneskets psykologiske væsen; vor gud er måske ikke almægtig og kan kun opfylde en lille del af det af det, som hans forgængere har lovet. Hvis vi må indse dette, vil vi tage det med resignation. Vi vil ikke derfor miste interessen for verden og livet, thi vi har eet sted et sikkert holdepunkt, som De mangler. Vi tror på, at det er muligt for det videnskabelige arbejde at erfare noget om verdens realitet, hvorved vi kan øge vores magt, og som vi kan indrette vore liv efter. Hvis denne tro er en illusion, så er vi i samme situation som De; men videnskaben har ved talrige og betydningsfulde resultater givet os beviset for at den ikke er en illusion.

Citat 6:

Man kan beklage sig over videnskabens usikkerhed over, at den idag forkynder som lov, hvad den næste generation erkender som vildfarelser, og afløser med en ny lov, af lige så kort gyldighedstid. Men dette er uretfærdigt og delvis usandt. Forandringerne i de videnskabelige anskuelser er udvikling, fremskridt og ikke omstødelse. En lov, som man til at begynde med har anset for ubetinget gyldig, viser sig at være et særtilfælde indenfor en mere omfattende lovmæssighed eller indskrænkes af en anden lov, som man først lære at kende senere; en grov tilnærmelse til sandheden erstattes af en mere omhyggelig tilpasset tilnærmelse………….

Citat 7:

Man har endeligt forsøgt

Nej, vor videnskab er ikke en illusion. Men det ville være en illusion at tro, at vi andetsteds vil kunne få, hvad den ikke kan give os.

Her slutter citaterne fra “en illusions fremtid”.

Freuds driftteori.

Freuds psykoanalyse bygger på ideen om eksistensen af de såkaldte drifter.

Drifterne definere Freud som sjælelivets endelige årsag.

Det er altså drifterne, der er baggrunden for de forskellige rørelser der kan observeres i sjælelivet som foreksempel tænkningen.

Når jeg skriver “observeres” skal man være opmærksom på at Freud deler sjælelivet op således, at det kun er “det bevidste”, der

Herfra er det, ifølge Freud, muligt at iagttage “det ubevidste” indirekte ved for eksempel den såkaldte drømmetydning.

Først herefter, man kunne sige “indirekte af anden grad”, er det muligt at iagttage drifter, eller rettere: Det er overhovedet ikke muligt at iagttage drifter. Derfor må drifternes eksistens efter min overbevisning betragtes som et postulat, der ikke kan bevises.

Dette, at det faktisk ikke er muligt at bevise drifternes eksistens, er et af de væsentligste indvendinger, som jeg vil fremsætte i dette skrift mod Freuds psykoanalyse.

Begrundelsen er her igen spørgsmålet om objektive eksperimenter, således som jeg vil forsøge at illustrere det i det følgende. Det er nemlig ikke muligt at udføre objektive eksperimenter med udgangspunkt i størrelser , hvis eksistens ikke kan erfares, eller defineres ved hjælp af love der igen bygger på direkte iagttagebare fænomener.

Der vil måske her være de der mener, at den samme problemstilling gør sig gældende, hvad angår for eksempel elektronen.

Denne er heller ikke direkte iagttagebar, men det er min overbevisning at der her gælder andre forhold. Foreksempel er der ingen tvivl om at man kan iagttage “noget” når man eksperimentere med et katoderør.

Men hvis det der her iagttages er elektroner, kan det der foranlediger adfærd så ikke på samme måde kaldes for drifter?

Svaret er for mit vedkommende nej, da der er tale om to forskellige verdener. Det fænomen, der iagttages i et katoderør, kan isoleres på en helt anderledes måde, end det er muligt, at isolere drifters eksistens i mennesket.

Når det er sagt, skal jeg da ikke undlade, at indrømme, at vi da er mange der mener, at atomets natur endnu ikke, er endeligt forstået. Det ændre dog ikke på det faktum, at der på atomfysikkens område er opstillet egentlige konsistente teorier, byggende på aksiomer. Hvilket netop ikke er tilfældet vedrørende Freuds psykoanalyse.

Det skal dog understreges, at jeg her kun tager stilling til den driftteori, der angår psykoanalysen. Begrebet drift eller instinkt, som angår dyrenes biologi, vil jeg ikke beskæftige mig med, da disse, efter min mening, ikke angår psykoanalysen.

Et eksempel.

Jeg vil i det følgende forsøge at eksemplificere, hvorledes jeg opfatter forskellen mellem en videnskabelig og en filosofisk teori. I eksemplet vil vi især se på, hvorledes man udleder videnskabelig teorier ud fra sanseoplevelser henholdsvis erfaringer.

Tager man en sten og lader den falde til jorden, og lader f.eks. 4 personer observere hændelsen, vil de sikkert umiddelbart kunne blive enige om at stenen falder “ned”.

At flere personer på denne måde kan blive enige om, hvad de observerede, betegner man en “intersubjektiv oplevelse”, altså, som foreksempel i dette tilfælde at en sten falder “ned” når den slippes fra en given højde over terræn. Erfaringer af denne art er udgangspunktet for enhver videnskabelig forskning.

Når den nysgerrige videnskabsmand står over for sådanne erfaringer, vil han spørge sig selv :”Hvorfor falder sten ned?”.

Ariostoteles, som også er blevet kaldt videnskabens fader, løste problemet ved at tillægge sten en natur for at falde nedad. Man kunne sige at han tillage sten en “faldedrift”.

Spørgsmålet er nu om denne måde at forklare de iagttagede hændelser på er den mest hensigtsmæssige, når man har som målsætning

Det er klart, at eksemplet minder en del af den metode som Freud har anvendt ved formuleringen af sin psykoanalytiske teori, og at eksemplet derfor heller ikke er tilfældigt valgt.

Her bliver de forskellige rørelser i sjælelivet , som tidligere nævnt, også forklaret ved at postulere eksistensen af forskellige drifter.

En ting er sikkert: Det er ikke muligt at bevise at Aristoteles teori er forkert. Det er ikke muligt for videnskaben at bevise at noget ikke eksistere, kun at et givet fænomen rent faktisk eksistere.

Når vi skal tage stilling til ovenstående spørgsmål, er det altså ikke hensigtsmæssigt

For eksempel

Er alle der iagttager forsøget enige om, at stenens bevægelse rent faktisk er nedad, kunne man få den opfattelse, at vi har udført et eksperiment som beviser eksistensen af “faldedrifter”.

Men selv om dette måske umiddelbart lyder rigtigt, er det omtalte forsøg ikke det man forstår ved et

Det er netop forskellen mellem den førstnævnte form for forsøg og et objektivt videnskabeligt eksperiment som jeg vil forsøge at afdække i det følgende.

Et modeksempel.

Vi så ovenfor, at alle forsøgspersoner, der iagttog en sten falde, var enige om, at den falder “ned”.

Men nu kommer videnskaben og fortæller os at en sten i videnskabelig sammenhæng aldeles ikke falder “ned”, men at den derimod falder “ind”, nemlig ind mod jordens kerne.

Denne indvending fra videnskabens side ville sikkert skabe en vis forvirringstilstand hos vores 4 forsøgspersoner. Det kræver nemlig, for at forstå videnskabens nye formulering, at man er klar over at jorden er tilnærmelsesvis kugleformet, og det er en viden, man ikke umiddelbart tilegner sig.

Forestil dem et barn, dets sanser vil jo netop fortælle det, at jorden, som det også var god latin i mange 100 år, er “flad som en pandekage”; hvordan da forstå, at en sten falder “ind”, det lyder helt forkert.

Dette er et eksempel på, at videnskaben ofte ønsker at betragte et problem fra en helt anden synsvinkel, end den vores sanser umiddelbart fortæller os.

Men hvorfor er det nu en fordel?

For det første er jorden jo rent faktisk kugleformet, og det er selvfølgelig smart at dette er underforstået i teorien.

Men mere generelt er forklaringen den, at videnskaben gerne ser at dens teorier er formuleret i forhold til et større system af viden, således at tidligere udviklede teorier kan fungere som udgangspunkt for nye forståelser af virkeligheden. Dette altså i modsætning til den praktiske dagligdags brudstykkeagtige erfaringer.

Når videnskaben opbygger sin systematiske forklaringsmodeller, er det her en hovedregel, at man tager udgangspunkt i nogle fænomener, man umiddelbart kan iagttage. I vores eksempels sammenhæng er det begrebet

I

Newtons gravitationslov.

Man kan måske få det indtryk, at det er nødvendigt med en dyberegående forståelse for fysik for at forstå resten. Men det er nu ikke nødvendigt, da det udelukkende er principperne for udviklingen af videnskabelige teorier, vi her søger. Men da jeg vil benytte newtons gravitationslov som et eksempel i det følgende, er det dog nødvendigt med en smule forståelse for lovens indhold, jeg vil derfor give en kort gennemgang.

Det væsentlige for forståelsen af vores eksempel er de to m’er. Loven fortæller os nemlig, hvor stor tiltrækningskraften er mellem to klumper materie, som for eksempel hvor stor tiltrækningskraften er mellem jorden og månen, eller som i vores eksempel, mellem jorden og en sten.

M er jordens vægt (den såkaldte masse, heraf m’et) og m er stenens masse.

Det lille r er afstanden mellem de to massers kerner (mere korrekt massemidtpunkt) , og G er en naturkonstant.

F er resultatet af anvendelsen af loven og betegnes ofte massetiltrækningskraften eller

Forholdet mellem Newtons og Aristoteles love.

Herved lykkedes det at forklare det fænomen, at en sten falder mod jordens kerne (massemidtpunkt), ved at tage udgangspunkt i et fænomen, som vi umiddelbart er istand til at forholde os til, nemlig materien. Det var altså ikke nødvendigt for Newton at opfinde nogle mystiske drifter, der skulle være en del af en stens natur, for at opstille sin teori.

Pointen er, at vi netop er istand til at undersøge om denne lov er sand, ved at udføre objektive eksperimenter.

Det er i øvrigt væsentligt at lægge mærke til, at begge teorier tager udgangspunkt i de samme erfaringer.

I det første eksempel bliver erfaringerne formuleret ved at anvende ordet “ned”, i det andet ved at anvende ordet “ind”.

Dette kan, ved første øjekast, måske få det til at se ud som om, der blot er tale om at skifte et ord ud med et andet. Men læg mærke til, at når vi anvender ordet “ned”, så indgår det ord i en helt anden forståelse af virkeligheden, end når vi anvender ordet “ind”.

Det kan på samme måde, når vi skal til at gennemgå modellen for rationel psykoanalyse, virke som om, vi blot skifter nogle ord ud med andre. Men som ovenfor indgår disse “nye” ord i beskrivelsen af en helt ny forståelse af sjælelivet.

Dette gør det måske også vanskeligt at forholde sig til den nye teori, rationel psykoanalyse, hvis man er vænnet sig til at tænke i de freudske baner.

Men læg også mærke til, at den nye teori tager udgangspunkt i de samme sanseoplevelser og erfaringer, som den freudske teori.

Dette er væsentligt at forstå, da Freud netop anvender sanseoplevelser, som det væsentligste argument for sin psykoanalyse, i forbindelse med den såkaldte læreanalyse. Men, som vi så ovenfor, kan de samme sanseoplevelser sagtens give anledning til to forskellige teorier.

Man kan derfor ikke argumentere for en videnskabelig teori ved at henvise til sanseoplevelser, men som jeg senere vil argumentere for, kun ved at udføre objektive eksperimenter.

Objektive eksperimenter I.

Tiden er nu endelig kommet til at tage hul på at forklare, hvad jeg mener med objektive eksperimenter,

Det væsentlige for mig i denne forbindelse er, at der i den lov, man ønsker at bevise, kun indgår størrelser, som man umiddelbart kan iagttage med sin sanser, eller forklare ud fra love, der igen kun indeholder størrelser, der umiddelbart kan iagttages.

Hermed har jeg også forklaret, hvorfor videnskaben gerne ser, at de love man har udviklet, indgår i et større system.

I eksemplet med Aristoteles teori så vi, at Aristoteles, for at opstille sin forklaring, måtte opfinde, det vi her har betegnet en “faldedrift”.

En sådan er det ikke muligt at definere med udgangspunkt i de ovenfor beskrevne krav. Det er nemlig ikke muligt at iagttage en “faldedrift” umiddelbart, og vi er heller ikke i besiddelse af en anden lov, der kan forklare os, hvad vi mener, når vi anvender ordet “faldedrift”. De, der alligevel ønsker at acceptere denne teori, er derfor

Men, som tidligere nævnt kan vi ikke bevise, at de ikke eksisterer, så teorien kan for så vidt udmærket være rigtig. Men da den ikke opfylder kravet om

I modsætning hertil kan vi verificere Newtons gravitationslov ved at udføre objektive eksperimenter, idet den udelukkende er formuleret ved størrelser som vi kan måle på.

Freuds teori.

Jeg har i det forgående forsøgt at eksemplificere de principper, som jeg anvender til at skelne mellem en videnskabelig og en filosofisk teori. Idet Freuds psykoanalyse også bygger på ideen om eksistensen af drifter, hvoraf, i hvert fald hvad angår den såkaldte dødsdrift, Freud selv fastslår, ikke kan erkendes empirisk, må det være klart, at den kritik jeg har anført mod at acceptere Aristoteles teori, som en videnskabelig teori, også må gælde Freuds.

Man kan indvende, at de principper

Men det er for så vidt heller ikke nødvendigt, da min målsætning netop ikke har været at afgøre, hvorvidt Freuds psykoanalyse er en videnskabelig teori eller ej.

Mit mål er at give nogle gode argumenter for, at man med fordel kan skifte fra Freuds psykoanalyse til rationel psykoanalyse. Hovedmålsætningen er altså alene at opstille gode argumenter for et paradigmeskift på psykoanalysens område.

Freuds indvendinger.

Det interessante er, at Freud faktisk selv var opmærksom på, at det ikke var muligt at opnå en fuldstændig klar forståelse af driftsymbolet. Men hans argument var, at således må det være for alle grundbegreber og indenfor alle videnskaber.

For eksempel fremhævede han, at man jo rent faktisk heller ikke ved hvad materien i sidste ende er. Men i sin argumentation overser Freud, efter min mening, noget altafgørende:

1. At drifterne kun kan iagttages indirekte, det vil sige at vi iagttager en given adfærd og postulere, at

Foreksempel forklares den seksuelle adfærd med eksistensen af en seksualdrift. Men det er, som sagt, ikke muligt at bevise eksistensen af drifter, som den bagvedliggende årsag til seksualliteten. Hvor skulle en sådan drift befinde sig? I hjernen? I hjertet? I kønsorganerne?

Freud definere selv drifterne som et grænsebegreb der hverken er af legemelig eller psykisk natur. Hvad er de så? Dette får lov at stå hen i det uvisse. Det må derfor være klart for enhver, at drifter er et rent abstrakt symbol.

Når man på denne måde anvender et så uklart symbol som grundbegreb, medføre det det kedelige resultat, at de teorier, som efterfølgende udvikles på baggrund af grundbegrebet, også bliver uklare, nemlig lige så uklare som grundbegrebet.

2. At materien er et anderledes konkret begreb, idet vi umiddelbart er istand til at iagttage den.

For eksempel vil man få et blåt mærke, hvis man skulle komme for skade, at støde benet tilstrækkeligt hårdt mod en stol. Hertil kan mere spekulativt orienterede filosoffer hævde, at dette ikke i sig selv beviser, eksistensen af det vi kalder materie. Det kunne være, at det hele er noget, der foregår i en illusionsverden, i vores indbildning.

Men det afgørende her er det relative aspekt. For eksistere der ikke stole, eksistere der heller ikke mennesker, og så bliver det

Denne målsætning blev formuleret af d’Alembert helt tilbage i 1750’erne i forbindelse med udarbejdelsen af den franske encyklopædi, og lyder som følger:

Det er ikke videnskabens opgave at søge fænomenernes endelige årsag, men derimod at opstille teorier for sammenhængen

Med fænomenernes endelige årsag, mener d’Alembert det der ligger bag, hvad vi er istand til at iagttage, det såkaldte metafysiske.

Citatet var i sin tid henvendt til kirken, der opfattede Gud, som alle tings endelige årsag, altså at Gud i sidste ende stod bag alting. På denne baggrund så kirken videnskaben som en trussel mod Guds autoritet, idet man mente at videnskaben forsøgte at forklare verdensordenen ud fra ugudelige principper.

Men som d’Alember skriver, er det ikke videnskabens opgave at gøre sig klog på, hvad virkelighed i den sidste ende er, men at forklare sammenhængene mellem de fænomener vi er istand til at iagttage.

Når nogle filosoffer således postulere at der ikke eksistere stole, så er videnskabsmanden ligeglad. Det der interesserer ham er at forklare, hvordan han har fået et blåt mærke på skinnebenet. Og det kan gøres ved at opstille sammenhængen mellem menneske, bevægelse og en stol. Denne sammenhæng er

indiskutabel sand uanset om vi lever i en illusionsverden eller ikke. Den kan nemlig bevises ved et objektivt eksperiment.

Denne definition kan måske skabe nogen undren. Forsøger videnskaben ikke netop at trænge dybere og dybere ned i virkeligheden, med det mål at kunne forklare så meget som muligt?

Jo, men den videnskabelige forskning består i en analyse af virkeligheden. At analysere vil sige at man tager en kompleks problemstilling, deler denne op i nogle mindre dele, for derefter et forklare det komplekse, ved at opstille teorier for sammenhængene mellem de mindre dele. Disse mindre dele kan måske igen opdeles i endnu mindre dele og så fremdeles. Den Videnskabelige søgen går altså i retning af at finde en mindstedel, hvilket er noget fundamentalt andet end at søge fænomenernes endelige årsag.

At forstå denne forskel er altafgørende, når man vil forstå videnskabens væsen.

Det kunne her være spændende at gå nærmere ind i den diskussion der var mellem Niels Bohr og Albert Einstein angående hvorvidt kvantet skulle opfattes som den fysiske verdens mindstedel eller som den fysiske verdens endelige årsag.

Men for ikke at komme for langt omkring vil jeg her nøjes med her at konkludere, at Niels Bohr forstod kvantet som den fysiske verdens mindstedel.

I hvert fald gav det anledning til den berømte ordveksling, hvor Einstien sagde: “ Gud kaster ikke med terninger.” Hvortil Bohr replicerede.” Min kære Einstein, du skal ikke fortælle Gud hvad han skal gøre.”

Jeg håber at det med min fremstilling er blevet mere klart, hvad det var Bohr mente.

Materien er altså den mindstedel, som den klassiske fysik anvender i sine videnskabelige teorier, og skal altså ikke på nogen måde forstås som denne verdensopfattelses endelige årsag.

Ligeledes er det som psykoanalytiker fuldt forståeligt når en analysand anvender begrebet “sin seksualitet”, en mindstedel for forklaring af den seksuelle adfærd; men hvis vedkommende brugte at tale om sine seksualdrifter, måtte jeg være et stort spørgsmålstegn.

Man må tænke på, at psykoanalytikeren kun har sproget til sin rådighed i udforskningen af sjælelivet, og hvordan skulle jeg

Det er jo umuligt, hvorfor det også er meningsløst at forstå analysandens sjælelige rørelser i en driftteoris kontekst. Når analysanden omtaler sin drifter, ville det jo svare til at vedkommende mente sig besat af dæmoner.

Videnskaben interesserer sig altså for sammenhængene mellem direkte iagttagbare fænomener og ikke for det

Jeg må derfor tage afstand til Freuds argumenter for at anvende en driftteori som

grundlag for en videnskabelig psykoanalyse, idet han netop definere drifterne som sjælelivets endelige årsag, f.eks. i bogen “psykoanalysen i grundtræk”.

Lad mig prøve at gøre min pointe klarere ved et skema for forholdet mellem drifter og materie:

Man ser af skemaet, at en hæmning og materie ,det iagttagbare, er på samme niveau, det jeg har kaldt fænomen niveau, mens drifterne befinder sig på det metafysiske niveau, sammen med materiens endelige årsag, det man traditionelt giver betegnelsen substans.

Hermed har jeg argumenteret for at Freuds psykoanalyse har et metafysisk udgangspunkt.

Det er måske samtidig interessant at kunne konstaterer at Freud på ingen måde var uenig i disse konklusioner, tværtimod skriver Freud om Driftlæren": Den er så at sige vores mytologi. Drifteme er mystiske væsener, storslåede i deres ubestemthed. Vi kan i vort arbejde ikke se bort fra dem et eneste øjeblik og er samtidig sikre på at se dem skarpt.(Freud, 1973, s 75ft)

Og i et brev til Einstien i september 1932 skrev han:" Måske er det deres indtryk, at vore teorier er en slags mytologi, ikke engang en glædelig en i dette tilfælde. Men går ikke al naturvidenskab ud på en slags mytologi?"

(Einstein, Freud, Bohr, 1991, s 29).

I det første citat vedgår Freud klart at hans udgangspunkt er af metafysisk art. I det andet spørger han om det ikke gælder al naturvidenskab. Det har netop været mit mål at beskrive den principielle forskel der er på en videnskab der bygger på direkte iagttagebare fænomener og teorier der bygger på metafysiske størrelser.

Afgrænsning af forskningsområdet I.

En anden væsentlig indvending mod Freuds ide med at lade psykoanalysens teorier hvile på en driftteori, er spørgsmålet om afgrænsning af forskningsområdet.

Det er måske ikke umiddelbart indlysende hvad jeg mener med afgrænsning af forskningsområdet og hvorfor det er så vigtigt. Lad mig derfor indlede med et forsøg på at forklare dette, da det faktisk er alt for sjældent at man ser videnskabsteoretikere lægge vægt på denne problemstilling.

Med Hume indførtes den såkaldte skepticistiske opfattelse af menneskets muligheder for at erkende virkeligheden. Hume var meget pessimistisk , især hvad angik brugen af den såkaldte årsagssætning.

Med årsagssætningen menes at man er istand til at forklare noget som forårsaget af noget forudgående. For eksempel kunne man forklare en billardkugles bevægelse ved at den var blevet ramt af en anden billardkugle.

Når man taler om at to billardkugler støder sammen, lyder det måske umiddelbart som et simpelt fænomen, både at forstå og iagttage.

Men ved at gå tættere på vil man se at man i denne sætning allerede har tage en masse for givet. Ja, i bund og grund

Faktisk vil visse filosoffer, deriblandt Hume, hævde at selv det at påstå at den ene kugle påvirker den anden ikke kan bevises. Indenfor denne filosofiske tradition, imperisme, vil man hævde, at det er lige så sandsynligt, at det er en gud der stopper den ene kugle, for derefter i

Dette kan måske lyde temmelig abstrakt i nogen øren, men pointen er den, at så længe vi ikke ved, hvad der sker, kan vi ikke udlukke nogen muligheder.

Vi står altså i en situation hvor vi med Sokrates ord kunne sige:” Det eneste vi ved er at vi intet ved”.

Dette ståsted er naturligvis ikke frugtbart, så vi må finde en måde at komme videre på.

Når Hume løber ind i de problemer, der er beskrevet ovenfor, skyldes det, at han forsøger at forstå virkeligheden i et helhedsbillede.

Når man gør det vil alle ting indvirke på alle ting. Det er derfor principielt ikke muligt at afgøre hvad der er årsag til hvad. Man kan derfor ud fra dette synspunkt finde nye argumenter for det iagttagede i det uendelige.

For eksempel påstår fysikken, at baggrunden for det univers vi kender idag, er det såkaldte BigBang.

Men ud fra det holistiske synspunkt (helhedsbilledet) må man jo spørge:” Hvad var der før BigBang?”

Ud fra det holistiske synspunkt er ideen om BigBang altså ikke nogen tilfredsstillende forklaring.

Men ved eksemplet har jeg også angivet, hvorledes videnskaben løser problemet. Den acceptere simpelthen, at den ikke kan forklare alt. Eller, det var i hvert fald det Bohr mente, da han betegnede kvantet som en mindstedel og netop ikke som fænomenernes endelige årsag.

Hermed vender vi tilbage til konklusionerne fra det foregående afsnit.

Når Hume således argumentere for, at vi ikke ved hvad der egentlig sker, når to billardkugler støder sammen, er det jo netop fordi det er “fænomenets endelige årsag” Hume søger.

I modsætning hertil så vi i det foregående afsnit, at videnskaben tog udgangspunkt i mindstedele, og at man havde som mål at opstille teorier for sammenhængene mellem disse.

Det væsentlige er altså ikke at forstå alt, men at opstille teorier for sammenhængen mellem det vi rent faktisk kan gøre os erfaringer omkring.

Så selv om videnskaben er enig med Hume om, at vi ikke endeligt har afklaret, hvad der sker når to billardkugler støder sammen, så forhindre det altså ikke videnskaben fra at opstille en videnskabelig lov for, hvad resultatet af dette sammenstød bliver. Dette gøres i loven for det elastiske stød.

Her tager videnskaben igen udgangspunkt i materien som en hensigtsmæssig mindstedel, at forstå sammenstødet mellem to billardkugler ud fra.

Aksiomer.

Men hvis videnskaben acceptere, at den ikke endeligt kan afklare, hvad materie er, hvordan løser den så sine problemer?

Det gør den med sine aksiomer. Med et aksiom opstiller man simpelthen en definition på hvad man forstår ved sine grundbegreber.

Som et eksempel på sådanne aksiomer vil jeg her benytte de aksiomer, som

- Materie kaldes det der opfylder rummet. At opfylde rummet vil sige at gøre modstand mod anden materie der trænger ind deri.

- Ved et legeme forstaas et med materie opfyldt rum. Udstrækning og figure

- Mængden af den materie, som indeholdes i et legeme, kalde vi dets masse……….dets vægt.

Som det allerede er understreget flere gange, har videnskaben hermed accepteret, at den ikke kender den endelige årsag til materiens eksistens, men pointen er altså, at det er muligt at opstille videnskabelige teorier for sammenhængen mellem de forskellige legemer af materie på trods af dette. Det er altså atter blevet understreget at videnskabens målsætning er at opstille teorier for sammenhænge, da man netop derved kryber uden om problemet med at kende fænomenernes endelige årsag.

Afgrænsning af forskningsområdet II.

Vi er nu nået frem til at kunne forklare, hvad der menes med afgrænsningen af forskningsområdet.

Når vi nemlig har opstillet de nødvendige aksiomer har vi samtidigt afgrænset vores forskningsområde. Dermed mener vi, at når vi fra nu af ønsker at opstille videnskabelige teorier for et iagttaget fænomen, vil vi forstå virkeligheden på den måde, som vi har formuleret det i vores aksiomer, og samtidig se bort fra alle andre opfattelser af virkeligheden.

Dermed er det muligt at anvende årsagssætningen, da det på denne måde er blevet entydigt defineret hvilket fænomen, der er den bagvedliggende årsag for det iagttagede fænomens fremtræden.

Hermed har vi på en gang givet Hume ret i sin skepticisme, og samtidigt løst de problemer den medfører.

Eksistere tyngdekraften?

Ligesom med materien har Freud også indvendinger imod ideen om tyngdekraften. I starten af dette skrift nåede jeg frem til at forklare

Hvad er forskellen?

Freud mente at tyngdekraften i lige så høj grad var frit opfundet som ideen om faldedrifter, og at der derfor ikke var nogen principiel forskel på de to teoridannelser. Med udgangspunkt i de konklusioner vi er nået frem til kan vi nu forklare forskellen.

Pointen er nemlig, at Newtons teori tager udgangspunkt i forholdet mellem to materielle legemer. Og med udgangspunkt i den virkelighedsopfattelse er der ingen tvivl om, at masser tiltrækker hinanden. Vi kan nemlig udføre objektive eksperimenter i det uendelige og sammenligne disses resultater, og når vi gør det, vil vi indse, at vi får det samme resultat hver gang (hvis vi ser bort fra usikkerhed). Den tiltrækning der er mellem de to masser kan vi give betegnelsen tyngdekraft.

Symbolet tyngdekraft forstås altså, som den tiltrækning, der er mellem to masser, hvad der så er den endelige årsag bag dette fænomen, ligger udefor videnskabens interesse, som det er forklaret ovenfor.

Det er derfor muligt, at vores forståelse for, hvad tyngdekrafter egentlig er, vil udvikle sig efterhånden, som vi bliver klogere på virkeligheden. Men denne udvikling af forståelsen for, hvad vi mener, når vi anvender begrebet tyngdekraft, har ingen indflydelse på sandheden af den videnskabelige lov som Newton opstillede.

Her kan man måske indvende at jeg netop understreger at teoriens sandhed skal forstås i den virkelighedsopfattelse som er angivet ved aksiomerne, og at der principielt gives uendelig mange andre synspunkter at forstå virkeligheden ud fra, og at dette ligeledes medfører at man principielt kan opstille uendelig mange andre videnskabelige teorier for samme fænomen.

Jeg synes at de der fremsætter ovenstående synspunkt ofte overser at:

1. Det at man principielt kan opstille uendelig mange teorier for et givet fænomen ikke nødvendigvis betyder at

2. Hvad skal man med uendelig mange teorier? En må være nok sålænge den opfylder vores behov.

Yderligere om det objektive videnskabelige eksperiment.

Muligheden for at udføre objektive eksperimenter er altså resultatet af, at Newtons teori omhandler forholdet mellem to direkte iagttagebare størrelser, jorden og en sten. To størrelser der interagere, uanset om den menneskelige bevidsthed er til stede eller ej.

Det forholder sig modsat med Aristoteles teori, der postulere, at stenen bevæger sig fordi den er “besat” af en faldedrift.

Dette postulat står ikke i forhold til andet i naturen ( men er netop på forhånd opfundet af den menneskelige bevidsthed ), hvilket vil sige, at stenen og dens bevægelse opfattes som et isoleret fænomen. Men dermed mistes netop muligheden for at udføre objektive eksperimenter, da man jo overfor isolerede fænomener kan postulere hvad som helst, hvad skulle nemlig afsløre, at vi har taget fejl?

Det er i øvrigt væsentligt at lægge mærke til, at tyngdekraften er defineret ud fra direkte iagttagebare fænomener, i modsætning til drifterne der netop forudsættes for at man kan forstå det iagttagede.

Når Freud på lignende måde indføre drifter, som sin teories grundlag, mistes også muligheden for at afgrænse forskningsområdet.

Drifterne binder nemlig sjælelivet og det fysike legeme sammen på en sådan måde at det er umuligt at afgøre hvad der er årsag til hvad. Med mindre Freud da mener at drifterne både er årsag til de fysiske såvel som de sjælelige rørelser. Dette er vist ikke pointen, men det ville heller ikke gøre teorierne mere klare.

Derfor kan man sine steder i den Freudske litteratur læse at rørelser i sjælelivet er et resultat af kroppens ubønhørlige krav, og andre steder, at kroppens ytringer er et produkt af sjælelivet.

Dette er jeg for så vidt ikke uenig i, min indvending er alene: Hvornår er det hvad, og hvordan afgør vi det.

Da dette principielt ikke er muligt at afklare, og da det for driftteorien netop er afgørende, at vi er istand til at afklare det, kan vi ikke med sikkerhed anvende årsagssætningen.

Den manglende afgrænsning af forskningsområdet bevirker, at det ikke er muligt at opstille entydige love, for de rørelser man iagttager.

Man vil måske her indvende, at man kan have en rent praktisk fornemmelse for, hvad der er det rigtige, men lad mig igen her minde om de forhold der gjorde sig gældende i forbindelse med forholdet mellem den geocentriske og den heliocentriske teori. Her ville mange, der argumenterede for den geocentriske, sige at deres praktiske fornemmelse fortalte dem, at jorden måtte være solsystemets centrum.

Det objektive eksperiment II.

Som, fremstillet i det der hidtil har været gennemgået, er der nogle meget konkrete krav, man kan opstille for muligheden for at udføre objektive eksperimenter. Lad mig derfor opsummere dem i det følgende.

1. At man måtte tage udgangspunkt i direkte iagttagebare fænomener, eller fænomener der er entydigt defineret ved love, der igen er baseret på direkte iagttagebare fænomener.

2. At man må formulere sine teorier således at de kun udtalte sig om sammenhænge mellem de fænomener, som er defineret ovenfor

3. At man afgrænser sit forskningsområde på en sådan måde, at der ikke kan herske tvivl om hvilke mindstedele man tager udgangspunkt i, når man opstiller en teori for hvad der er årsag til hvad.

Hvad er virkelighed ?

Når videnskaben på denne måde renoncere på at vide alt om det fænomen den behandler, kunne man få den ide, at det slet ikke er virkeligheden som videnskaben forholder sig til, men alene en til formålet konstrueret opfattelse.

Dette er unægtelig et af de mere spidsfindige spørgsmål i videnskabsteorien.

For eksempel løste Kant dette spørgsmål med sin berømte sætning :” Das ding für uns und das ding an sich”. Hermed mente kant, at der var en forskel på det vi iagttager, og tingen som den var i sig selv.

En tankegang som især anvendelsen af aksiomer kunne forlede til, idet aksiomet udelukkende opfattes som en rent teoretisk definition af grundbegreber, uden at disse har et egentligt forhold til virkeligheden.

Det vil dog være at gå udenfor denne afhandlings grænser at forsøge at definere begrebet virkelighed. Det skal derfor her fastslås, at de love, som der vil blive opstillet i anden del, alle hviler på erfaring, og at denne erfaring selvfølgelig bunder i en relation til virkeligheden.

Jeg vil derfor her blot konstatere, at de teorier der opstilles indenfor rationel psykoanalyse, hverken er idealistiske, positivistiske eller konstruktivistiske

At spørgsmålet:"Hvad er virkelighed?" bestemt ikke er et underordnet spørgsmål indses af, at terapiens målsætning er at bibringe analysanden sand virkelighedserkendelse, idet en neurose, kort fortalt, opfattes som et forsøg på at undvige virkelighedens realiteter. Hvorledes beskrives i andel del af skriftet. Helbredelsen må derfor også følgende kunne opnås, ved at udvikle evnen til at se disse i øjnene. Det er derfor indlysende, at det er af afgørende betydning for muligheden af en vellykket analyse, at analytikeren ved hvad virkelighed er. Så meget desto mere kan man undre sig over den meget perifære rolle spørgsmålet spiller indenfor andre terapiretninger.

Ellers henviser jeg i denne sammenhæng til mit kommenterede resume af EC’s erkendelsesteoretiske værk: “Er Mennesket en Automat?”

Alternative driftteorier.

Inden jeg går til konklusionen, kunne det måske give en bedre forståelse, for det der er gennemgået i det ovenstående, at anvende konklusionerne på et eksempel på, at udvikle ideen om at bygge en moderne psykoterapi på en driftteori.

I bogen "Følsom og voksen" af terapeuten Allan Nilson argumenteres for en revidering af Freuds drifteori. Dette gøres med udgangspunkt i den amerikanske adfærdsbiolog Paul D. Macleans forskningresultater.

I bogen opremser Allan Nilson 7 drifter, som skulle være grundlaget for den iagttagede adfærd. Eksistensen af netop disse drifter skulle være bevist på et videnskabeligt grundlag af ovenstående amerikanske forsker.

Ifølge dette skrift har det at give et videnskabeligt bevis en ganske bestemt betydning:

1. At det fænomen som man tager udgangspunkt i er direkte iagttageligt eller

2. At fænomenet er defineret ved en entydigt formuleret lov.

Da der ikke er opstillet nogen videnskabelig lov for, hvad der menes med en drift, må det betyde at Poul D. Maclean mener at have iagttaget drifter. Hvis det er tilfældet har jeg nogle spørgsmål at stille:

Er drifter grønne eller blå? Hvor lange er de?

Ovenstående, indrømmet noget naive, spørgsmål er ikke stillet med den hensigt at provokere, men udelukkende for at gøre det helt klart, hvad jeg mener, når jeg taler om at have iagttaget drifter. Jeg tror at det må være indlysende på baggrund af spørgsmålene, at ingen nogensinde har set en drift.

Dette er der som regel nu heller ikke uenighed om blandt forskere. Det diskussionen går på er, om det kan forsvares at bygge en videnskabelig teori på driftsymbolet.

Her henviser man til for eksempel ideen om tyngdekraftens eksistens. Men som det er forklaret tidligere, er der den afgørende forskel mellem tyngdekraft og drifter at tyngdekraft er defineret ved en entydigt formuleret lov, der tager udgangspunkt i direkte iagttagelige fænomener, mens drifters eksistens er et postulat, som man forsøger at retfærdiggøre ved at henvise til adfærdsforskning.

Men da adfærden forklares ved at henvise til drifter, og drifter søges bevist ved at henvise til adfærden, er det vel indlysende at man har argumenteret i ring.

I den nævnte bog af Allan Nilson oversætter forfatteren straks de omtalte drifter til følelser. Begrundelsen er at drifternes navne giver anledning til misforståelser, og derfor ikke på fyldesgørene vis kan stå som repræsentation, for de følelser de giver anledning til.

Når man alligevel mener, at det kun

Dette kan jeg ikke forstå. Det er som om forfatteren tvivler på følelsernes eksistens,

og derfor mener det nødvendigt at skulle dokumentere disse ved at henvise til et biologisk grundlag. Men dette er da en paradoksal indstilling, idet man altså mener det nødvendigt at bevise noget direkte iagttageligt, følelserne, ved at henvise til noget hvis eksistens er højst tvivlsomt, nemlig drifterne. Der gives i øvrigt ingen lov for sammenhængen mellem følelser og drifter, hvorfor også denne sammenhæng må opfattes som et postulat.

Men stadigvæk; Det væsentligste for driftteoriens tilhængere er ikke, hvorvidt disse rent faktisk skulle eksistere, men om man videnskabsteoretisk kan forsvare anvendelse af symbolet i videnskabelige sammenhænge.

I denne sammenhæng vil jeg uddybe en pointe, jeg ikke tidligere har gjort så meget ud af. Vi vender her tilbage til diskussionen mellem drifter og tyngdekraften.

Som vi har set, har det ikke været muligt entydigt at bevise, at der findes en egentlige tyngdekraft. Men vi nåede også til den konklusion, at det ikke gjorde nogen forskel da teorien udelukkende omtalte tiltrækningen mellem to masser, og at denne findes, er uomtvisteligt.

Men hvis tyngdekraft alene er et begreb der er opfundet til lejligheden kan man så ikke fremføre den samme indvending som overfor driftteorierne?

Svaret er nej, og begrundelsen er at tyngdekraften bliver defineret i forlængelse af et aksiomatisk ordsystem, hvorfor den indenfor dette system har fuld virkelighedsværdi. Over for dette er drifterne netop stadigt et postulat, der ikke indgår i noget ordsystem, men som står helt alene. Som man ser i Allan Nilsons bog omhandler drifterne det biologiske niveau, mens følelserne omhandler sjælelivets niveau. Der er altså ingen videnskabelige love der binder drifter og sjæleliv sammen, hvorfor drifternes eksistens ikke kan retfærdiggøres udfra iagttagelser i sjælelivet. Skal man opstille konsistente videnskabelige love for sjælelivet er det derfor meningsløst at tage udgangspunkt i drifter.

Men tilbage står en hård kerne af forskere, der fastholder, at det kan forsvares at opstille teorier med udgangspunkt i driftsymbolet. De vedkender, at man ikke umiddelbart kan påvise eksistensen af sådanne, men så kan man jo opfatte driften som det samlede output gener, hormoner og nervesystemet (hjernen) foranlediger.

Dette er netop pointen indenfor adfærdsbiologien. Man vedtager altså at visse iøjenfaldende reaktioner, som foreksempel aggressionen, er foranlediget af et konglomerat af ovenstående, for til sidst at blive behandlet af sjælelivet. Og det er dette sidste output, man iagttager som adfærd.

Kan man ikke forsvare at opstille videnskabelige teorier ud fra dette grundsynspunkt ? På baggrund af denne videnskabsteoretiske undersøgelse er svaret nej. Man ser jo at driftsymbolet i bedste fald må betegnes som et metabegreb, altså et holistisk begreb. Og en af hovedpointerne i denne afhandling er netop, at man ikke kan anvende årsagssætningen i forbindelse med holistiske problemstillinger.

Det er da heller ikke alle videnskabsmænd, der opfatter adfærdsforskningen som videnskab. Dette udelukker dog ikke muligheden for, at der kan være nogle filosofiske pointer indenfor dette forskningsområde, der kan være meget interessante.

Lad mig skære til benet. Tænk på at vi ikke ved hvordan universet er opstået. Dette forhindrer os ikke at opstille en videnskabelig lov for det elastiske stød. Denne lov omhandler netop kun sammenhænge mellem direkte iagttagelige fænomener, to billardkugler af materie. På samme måde kan vi sagtens opstille teorier for forholdet mellem sjælelivets rørelser uden at kende til baggrunden for disses opståen.

Dette er igen diskussionen om forholdet mellem fænomenernes endelige årsag og mindstedele. Det er derfor meningsløst for psykoanalysen at tage udgangspunkt i drifter, men det er da muligt, at det er et godt udgangspunkt for den filosofiske retning, der betegnes adfærdsbiologien.

Til sidst er det mig magtpåliggende at understrege, at ovenstående ikke er ment som en personlig kritik af Allan Nilson eller en kritik af hans bog som helhed. Jeg synes tværtimod, at han har mange gode pointer, jeg kan bare ikke være enig i, at en psykoterapi nødvendigvis må bygge på ideen om drifter, og slet ikke hvis målsætningen er konsistente videnskabelige teorier. Det jeg derimod har været fortaler for har været en psykoanalytisk teori der i sin formulering udelukkende tager udgangspunkt i den psykiske virkelighed. Om denne så skulle være et produkt af drifter eller noget andet er i denne sammmenhæng  uvæsentlig. Men mere om dette i anden del.

Konklusion

Lad mig igen understrege, at det ikke har været mit mål med ovenstående gennemgang, at nå en endelig afklaring af, hvad der kan betegnes videnskab. Det har derimod været mit mål at opstille nogle betingelser således, at når de er opfyldte, er det hævet over enhver tvivl, at den teori man ønsker at vurdere, kan betegnes en videnskabelig teori. Det er deslige min opfattelse, at en teori der opfylder disse betingelser, må være en teori, der ikke opfylder samme krav overlegen. Dette skyldes, at en teori der opfylder betingelserne kan efterprøves ved objektive videnskabelige eksperimenter.

Man kan måske her indvende, at de opstillede betingelser for det objektive eksperiment ikke er fyldestgørende, og at der er andre sammenhænge hvor et sådant også er muligt.

Men igen gælder samme overvejelse som ovenfor: Når de her anførte betingelser er opfyldte, er der i hvert fald ingen tvivl om, at det forsøg man udføre, er af kategorien objektivt videnskabelig eksperiment.

De krav vi nåede frem til at opstille var følgende:

1. At man måtte tage udgangspunkt i direkte iagttagebare fænomener, eller fænomener der er entydigt defineret ved love, der igen er baseret på direkte iagttagebare fænomener.

2. At man må formulere sine teorier således at de kun udtalte sig om sammenhænge mellem de fænomener, som er defineret ovenfor

3. At man afgrænser sit forskningsområde på en sådan måde, at der ikke kan herske tvivl om hvilke mindstedele man tager udgangspunkt i, når man opstiller en teori for hvad der er årsag til hvad.

Med disse resultater ad notam vil vi nu gå over til anden del, hvor der vil blive opstillet teorier, der opfylder de betingelser, som er fremsat i første del.

Del siden