l.

Nedenstående artikel blev udgivet som et hæfte i 1944 af Erik Carstens.

Jeg har valgt at medtage den i sin helhed, dels fordi den forsøger at basvare et væsentligt spørgsmål, men også for at give et indtryk af hvem Erik Carstens var gennem den stil som den er skrevet i.

                         Hvem lader sig analyserer, og hvorfor ?

                                  Et vanskeligt spørgsmål.

Det er ikke sjældent, at undertegnede bliver stillet overfor spørgsmål vedrørende psykoanalysen fra personer, der enten selv påtænker at gennemgå en psykoanalytisk behandling, eller som har pårørende eller venner, som står overfor en sådan mulighed. Da psykoanalysen er et stort emne, der ikke kan gøres forståeligt uden lange forklaringer, ville det simpleste være at henvise til bøger. Uheldigvis er det sådan, at alle bøger om psykoanalysen i øjeblikket er mere eller mindre forældede, fordi udviklingen af denne videnskab er gået så hurtigt i de sidste år­tier. Denne mangel har også min egen bog: "Den psykoanalytiske me­tode" (Jespersen

Misvisende slagord.

Det almindelige kendskab til psykoanalyse er herhjemme meget ringe - som oftest begrænset til visse uklare og misvisende slagord såsom:

forskning af menneskeligt åndsliv i al almindelighed f. eks. religions­psykologi, antropologi, skønlitteratur, kunst m. m. Når jeg tilføjer, at psykoanalysen spiller en betydelig rolle i moderne pædagogik, særlig når talen er om opdragelsen af vanskelige børn (f.eks. nervøse, asocia­le eller udviklingshæmmede børn), vil det forstås, at den må betragtes som en kulturfaktor, hvad enten man ud fra sit øjeblikkelige stand­punkt vurderer den positivt eller negativt. Det er i alle tilfælde en faktor, som det moderne menneske før eller senere tvinges til at tage standpunkt til, da den beskæftiger sig med mangfoldige kulturproble­mer, som ikke er blevet løst ad anden vej og almindeligvis bliver neg­ligeret.

Hvem er sagkyndig?

En af grundene til det ringe kendskab til psykoanalysen i den danske offentlighed er den ejendommelighed, at man ikke er enige om, hvem der skal betragtes som sagkyndig m. h. t. psykoanalyse, og dette er igen en følge af, at det drejer sig om en videnskab, der bryder helt nye veje, og hvis vugge stod ved århundredskiftet. Den har på grund af den overvældende mængde grundlæggende videnskabelige problemer, som den har stået overfor i sin korte levetid, endnu ikke haft tid til at tilkæmpe sig en plads udadtil på lige fod med andre videnskaber. Da psykoanalysen indeholder teorier om det menneskelige sjæleliv, mener mange psykologer, at de er sagkyndige m. h. t. psykoanalyse. Da psyko­analysen er en terapi, mener mange læger det samme om dem selv. Imod disse opfattelser er fra psykoanalytisk side blevet indvendt, at sagkyndig bliver man først på dette område, når man opfylder den betingelse, der i alle andre videnskaber stilles for den, der vil være sagkyndig: han skal have foretaget et teoretisk og praktisk studium af netop den samme videnskab og have ydet en personlig videnskabelig indsats på det samme område.

Der har været en tid, da man ikke talte om naturvidenskab, men om naturfilosofi. Dengang kunne en lærd mand uden at miste noget af sin værdighed offentliggøre afhandlinger om naturen udelukkende baseret på studiet af tidligere forfattere og egne spekulationer. I vore dage forlanges der af en naturvidenskabelig forfatter tillige praktisk kendskab til apparater og forsøgsteknik, ved hjælp af hvilke det er muligt at vinde personlige og nøjagtige erfaringer på det pågældende

De usagkyndige modstanderes taktik.

Det er et typisk træk hos disse modstandere af psykoanalysen, at de retter deres polemik ensidigt mod teorier og metoder, der var i kurs ved århundredskiftet, men nu forlængst har mistet deres betydning. Jeg skal begrænse mig til to eksempler.

En fagpsykolog skriver i sin bog om psykoanalysen vidt og bredt om fejlhandlingers psykologi og mener dermed at have karakteriseret psykoanalysen. Grundlaget for hans kritik er en bog af

En nervelæge skriver i en bog om moderne psykoterapi, at den psykoanalytiske kur former sig den dag i dag som ved århundredskif­tet. Sandheden er den, at den psykoanalytiske teknik har gennemgået en udvikling, der ikke står tilbage for f. eks. den automobiltekniske udvikling i samme tidsrum: fra

Disse to eksempler kunne suppleres med en uoverskuelig række af lignende eksempler. Jeg skal ikke gå ind på flere enkeltheder i denne

Hvem lader sig analysere og hvorfor?

Dette spørgsmål er både let og vanskeligt at besvare. Det er let at be­svare ved anvendelse af videnskabelige kunstudtryk. Svaret lyder da kort og godt:

I en anden henseende falder neuroserne udenfor det almindelige sygdomsbegreb : sygdom og sundhed regnes sædvanligvis at svare til hinanden som unormalt til normalt, d. v. s. at den, der er syg er unor­mal eller anderledes udtrykt en undtagelse. Denne inddeling passer ikke for neuroserne af den simple grund, at de allerfleste moderne mennesker på et eller flere områder reagerer neurotisk. Dette gælder uanset vedkommendes intellektuelle, kulturelle eller moralske egen­skaber. Det er således bekendt, at de højst begavede mennesker, ge­nierne, ofte er (men ikke altid) neurotiske - netop fordi deres konflik­ter med omgivelserne er særlig store. Som eksempler på højtbegavede neurotikere i det forrige århundrede kan nævnes den danske tænker Søren Kirkegård, der sled sig selv op i en polimik mod den officielle kristendom, det milieu som han var vokset op i, og hvor han i sin egenskab af teologisk kandidat hørte hjemme, den banebrydende hollandske maler Vincent van Gogh, hvis neurose slog over isindssygdom, da hans kunstneriske udvikling var på sit højdepunkt, og den tyske tænker Frederich Nietzsche, der blev overset af samtidens Tyskland og derfor levede i en skarp konfliktmed sit naturlige milieu, det som han ønskede at påvirke gennem sine revolutionære ideer om moral. Også hans neurose slog over i sindssyge, der dog menes at have været af organisk oprindelse.

På spørgsmålet, hvem der lader sig analysere, bliver svaret herefter:

To slags analyser:

Jeg er i det foregående stiltiende gået ud fra, at analysernes formål altid er rent terapeutisk, d. v. s. lægende. Dette er imidlertid ikke til­fældet. Der gives ved siden af de terapeutiske analyser de såkaldte

For at forstå dette må vi tage i betragtning, at det korrekte viden­skabelige synspunkt eller det

Hvad foregår der under en psykoanalytisk behandling?

Lige så lidt som begrebet neurose kan den psykoanalytiske teknik og helbredelsesproces beskrives kortfattet uden anvendelse af videnska­belige kunstudtryk. Rent overfladisk set foregår der ikke andet under behandlingen end en samtale mellem analytiker og analysand, men dette siger ikke så meget, man kan jo tale sammen på så mange må­der. Vi kommer nærmere til sagens kerne ved at fremhæve, at sam­talen hovedsagelig drejer sig om analysandens personlige problemer. "Ah!" vil nogen udbryde, "behandlingen er altså simpelt hen en slags skriftemål og analytikeren en slags sjælesørger." Hertil er at sige, at dette atter er en overfladisk betragtningsmåde. Den lettelse, som kan følge med et skriftemål, beror for det første på, at skriftebarnet føler sig som en synder, for det andet på, at dets indstilling til skriftefade­ren er præget af autoritetstro, og for det tredie på, at skriftefaderen ikke taler ud fra sin egen person alene, men ud fra en tro og støttende sig til en religiøs organisation. Men det er slet ikke typisk for en neu­rotiker, at han føler sig som en synder, ej heller er han tilbøjelig til at møde i analysen med en stærk autoritetstro, tværtimod er de fleste neurotikere i bund og grund skeptiske. Og hvad analytikeren angår, så har han kun sin videnskabelige viden og praktiske erfaring at støtte sig til i sit arbejde. Han kan overfor analysanden hverken påberåbe sig højere magter eller jordiske organisationer til afstivning af sin personlige autoritet. Når det fra visse sider hævdes, at helbredelsen ved psykoanalyse er en helbredelse ved tro, da beror denne opfattelse på en principiel misforståelse af psykoanalysens metode. Det bliver heller ikke rigtigt, hvis man erstatter ordet tro med det moderne slag­ord "suggestion", hvorved i almindelighed forstås en proces, der be­står i, at individet

modtager en fore­stilling, følelses- eller handlingsimpuls. Analytikeren gør nemlig alt, hvad der står i hans magt, for at bibringe analysanden forståelse af den teknik, der anvendes, idet han ved, at virkningen derved bliver varigst. Det bedste bevis på, at hverken tro eller suggestion er driv­kraften i den psykoanalytiske helbredelse er, at analysanden til enhver tid har ret til at stille kritiske spørgsmål, hvad enhver skriftefader ville protestere imod, og enhver suggestionnør ville forhindre-ved selv at tale hele tiden. Den eneste dybere lighed mellem den psykoanalyti­ske behandling og sjælesorg er den allerede nævnte, at individets personlige problemer er emnet, der behandles, men måden, hvorpå det behandles, er principielt forskelligt.

 Psykoanalitikerens opgave består i at finde en praktisk løsning af analysandens latente konflikter med omgivelserne - enten ved at analyseanden efterhånden forandre sit syn både på sig selv og på omgivelserne og derved bliver i stand til at tilpasse sig efter omgivelserne, eller derved, at han bliver i stand til at påvirke omgivelserne og ad den vej likvidere konflikten eller endeligt - og det er det hyppigste ved en kombination af de to muligheder. Under arbejdet med denne opgave er analysanden ikke blot analytikerens undersøgelsesobjekt, men samtidig hans medarbejder, da det selvsagt ikke er nok at finde en løsning efter analytikerens hoved. Den første betingelse for, at løsningen virker helbredende, d. v. s. får de neurotiske symptomer og reaktioner til at forsvinde, er den, at løsningen passer ind i analysandens personlighed. Derfor må analysanden deltage aktivt i analysearbejdet, og derfor er det nødvendiigt, at han lærer at forstå helbredelsesprocessen.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at helbredelsesprocessen manififestere sig ikke alene ved indre forandringer i analysandens sjæleliv, men samtidig ved ændringer i hans handlemåde, hvilket efterhånden medfører, at hans ydre situation forandres til det bedre. Man kunne diskutere om, hvorvidt det er den begyndende helbredelse, der er årsag til analysandens evne til at forbedre sin ydre situation, eller om det er den bedre ydre situation , der fremkalder helbredelsen. Men dette ville være en strid om ord. Simplest kan helbredelsesprocessen udtrykkes således: Sygdommen skyldes neurotikerens uløste personlige problemer. Disse løses rent tankemæssigt og under hensyntagen til alle tænkelige psyologiske komplikationer under analysetimerne, hvorefter analysanden udenfor analysetimerne reder sig ud af de konflikter og andre vanskeligheder, som han har rodet sig ind i den tid, da problemerne var uløste.

                      Hvordan begynder en analyse?

Det første skridt består i at få konstateret, om der foreligger en neurose. En sådan diagnose kræver sagkundskab og kan kun med sikkerhed foretages af en veluddannet og erfaren psykoanalytiker. Det kan i almindelighed ske under en enkelt samtale på en time.Det hænder ofte, at en person, der i diagnostisk øjemed melder sig hos en analytiker, kommer med undskyldninger ud fra den tankegang, at det kun er en indbildning, at han eller hun fejler noge. Hertil er at sige, at den ide, at der findes indbildte sygdomme, stammer fra en tidsalder, da man var blottet for kendskab til neuroserne. Man kan trygt gå ud fra, at den, der bilder sig ind at være neurotisk, faktisk er det, da den nævnte indbildning i sig selv er et alvorligt symptom, som det er meget vanskeligt at blive befriget for. I al almindelighed kan det siges, at neurosernes betydning undervurderes i vore dage, hvilket utvivlsomt skyldes dels en tendens hos de fleste neurotikere til at skjule deres symptomer for omgivelserne og dels den mangelfulde oplysning angående psykoanalysen og dens resultater. De ovennævnte personer, der begynder med at gøre undskyldninger, viser sig ofte ved en nærmere undersøgelsse at lide af kroniske neuroser, der er 10 til 15 år gamle. I dennne forbindelse må jeg gøre opmærksom på betydningen af, at en neurose konstateres og behandles på et så tidligt tidspunkt som muligt. Helbredelsesmulighederne for en gammel neurose er altid mindre en for en ny, og i alle tilfælde vil analysen af den tage meget længere tid. 

En af grundene til, at neuroserne sædvanligvis bagatelliseres, er den udbredte forestilling, at en neurose aldrig har døden til følge. Dette er imidlertid forkert, idet ikke få neurotikere ender med at begå selv­mord.

At en neurose altid er en alvorlig sygdom, vil bedst forstås, når jeg nævner det symptom, som findes i enhver neurose: sjælelige hæmnin­ger. Sådanne viser sig i praksis på tre områder: som arbejdshæmnin­ger (hvorved enten arbejdets tempo eller kvalitet nedsættes), som seksuelle hæmninger (nedsat potens hos manden og frigiditet hos kvinden) og som sociale hæmninger (generthed eller "mindreværds­følelse"). I lettere tilfælde viser neurosen sig kun på et enkelt af disse områder, i alvorligere tilfælde på alle tre områder. Det er derfor klart, at enhver neurose nedsætter individets muligheder for at nyde livets glæder og for at yde noget for andre samt reducerer dets chan­cer for sejr i kampen for tilværelsen.

Det næste skridt består i at få konstateret, om der i det betragtede tilfælde er mulighed for helbredelse. Desværre gælder dette ikke alle former for neurose i lige høj grad, og som allerede nævnt spiller neu­rosens alder en rolle i denne forbindelse. Det er heller ikke enhver

neurotiker, der egner sig for den psykoanalytiske behandling. Der for­dres et vist minimum både af intelligens og af etisk stræben. Under­søgelsen af mulighederne for helbredelse foregår under den såkaldte prøveanalyse, der varer i

Det er min erfaring, at det i de allerfleste tilfælde er muligt at skønne rigtigt om helbredelsesmulighederne allerede i den første time, d. v. s. at der er overvejende sandsynlighed for, at den, der accepteres til prøveanalyse, også vil blive accepteret til fortsat analyse. Når prø­veanalysen alligevel bibeholdes, er formålet det at forebygge ubehage­lige overraskelser, efter at en analyse er aftalt.

Til slut må bemærkes, at der aldrig sluttes absolut bindende aftale om analyse på længere sigt. Enhver analysand har, efter at den egent­lige analyse er påbegyndt, ret til at afbryde den med

Nogen risiko ved at begynde en analyse hos en vel uddannet og erfaren analytiker løber en neurotiker aldrig. Når det fra enkelte sider hævdes, at en psykoanalytisk behandling kan være farlig, da er dette det pure nonsens. Derimod kan det naturligvis være farligt at give sig i behandling hos en fusker, der uden ret smykker sig med betegnelsen psykoanalytiker. Men en sådan behandling er ikke nogen psykoanaly­tisk behandling. Fuskere findes i alle fag. Det er ikke noget specielt for psykoanalysen.

Del siden