Sagens kerne

af

Henrik C. V. Hansen

Rationel psykoanalytiker

 

Næstekærlighed og sund fornuft

Hinandens modsætninger eller forudsætninger ?

 

Lad mig med det samme afsløre, hvad jeg mener svaret er på ovenstående spørgsmål, for herefter at bruge resten af skriftet på at argumentere for dette standpunkt:

 

Næstekærlighed og sund fornuft er hinandens forudsætninger!

 

Faktisk er de så meget hinandens forudsætninger, at de ER hinanden:

 

Næstekærlighed ER sund fornuft, og sund fornuft ER næstekærlighed.

 

Omvendt er det sådan, at der ikke gives nogen næstekærlighed, hvor der ikke er sund fornuft, ligesom der ikke forefindes sund fornuft, hvor der ikke er næstekærlighed.

 

Jeg vil i det følgende betragte næstekærlighed og sund fornuft som idealer. Hermed mener jeg nogle ideer, som personen bruger som pejlemærker for sit virke i verdenen. Det er ikke sådan, at man som et normalt gennemsnitsmenneske vil kunne leve 100% op til sine idealer, men man vil have dem som sine målsætninger og gøre sig umage for at leve op til dem. Jeg vil yderligere argumentere for, at jeg mener at idealerne næstekærlighed og sund fornuft bør være de centrale idealer, som man bygger sin personlighed op omkring.

 

Jeg vil også gerne indledningsvis understrege, at jeg ikke ønsker, at dette skal forstås som et religiøst skrift, selvom jeg bruger en termologi, som de fleste vil genkende fra religiøse skrifter. Jeg vil i stedet betegne det som et pragmatisk skrift, hvor jeg tager udgangspunkt i den viden, jeg har tilegnet mig gennem mange års studier, hvor jeg vil tillægge egne erfaringer stor værdi, og hvor også det logiske argument vil blive givet sin retmæssige plads. Min målsætning er altså at gøre brug af alle væsentlige kilder for at nå ind til sagens kerne.

 

Jeg har yderligere forsøgt mig med at formulere mine tanker i en så kortfattet form, som jeg finder mulig. Dette i håb om, at så mange som muligt kan finde tid til at læse skriftet. Skulle man derfor mene, at der mangler noget argumentation, kan man sikkert finde en del svar på min hjemmeside. Det er også muligt, at der vil blive holdt foredrag i forlængelse af skriftet. Her vil det være muligt at stille spørgsmål. Ellers kan man jo bare læse skriftet som en inspiration, og selv søge efter de svar, som man synes, der mangler.

 

Så langt så godt, men hvad menes der egentlig med næstekærlighed og sund fornuft, hvad er definitionen? Det vil jeg forsøge at svare på i det følgende.

 

 

Næstekærlighed

 

Jeg tror, at det første, man bemærker ved termen næstekærlighed, er, at det er noget man kender fra bibelen. Det vil derfor være naturligt at se på definitionen, der er givet her. Jesus brugte at sige:

 

Du skal elske din næste, som du elsker dig selv” (Markus 12:31)

 

Jeg tror, at de fleste har en fornemmelse af, hvad det er Jesus ønsker at formidle med dette udsagn. Men når man læser det som psykoterapeut, er der en problematik, der springer i øjnene. Fra sin praksis vil han nemlig have den erfaring, at det ikke er ualmindeligt at have klienter. der giver udtryk for, at de har svært ved at elske sig selv. Det er vel herefter også logisk, at hvis man ikke forstår at elske sig selv, så vil man have svært ved at forstå, hvorledes man skal elske sin næste, således som Jesus formulerer det. For hvis man skal elske sin næste som sig selv, og ikke elsker sig selv, hvordan så elske sin næste? Faktisk giver flere klienter udtryk for, at de oplever, at det er lettere at elske sin næste end sig selv, men det ændrer for så vidt ikke på problemstillingen. Den dårlige nyhed er, at det ikke kun er dem, terapeuten møder i sin praksis, der er ramt af denne problematik. Ser man på statistikken for danskere, der er ramt af depression, stress, stofmisbrug, pillemisbrug, spiseforstyrrelser, alkoholisme, selvskadetrang og selvmordstanker, får man det indtryk, at det er hyppigt forekommende, at danskeren har svært ved at elske sig selv. Dette foranlediger, at mens man nok kan have en intellektuel forståelse af Jesus udsagn, så er det svært at få den umiddelbare oplevelse af sandheden i dette udsagn. Det jeg gerne vil frem til er, at det synes som om, at mange mennesker, og ikke kun i Danmark, har svært ved at få den umiddelbare oplevelse af, hvad næstekærlighed er med udgangspunkt i Jesus udsagn. Men netop fordi det er gennem den umiddelbare oplevelse, at vi får forståelsen af næstekærlighed, så vil jeg søge en definition, der er nemmere at forholde sig til.

 

Jesus´ bud er kendt som ”den gyldne regel” og findes også inden for andre religioner, såsom jødedom, islam, Konfutse, buddhisme og hinduisme, så den er almindeligt kendt.

En anden formulering af den gyldne regel er:

 

Du skal gøre mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig.”

 

Igen forstår de fleste vel, hvad der er pointen. Men som psykoterapeut må jeg atter konstatere, at der er et twist her. Hvis denne formulering forstås i en sadomasochistisk kontekst bliver betydningen jo en noget anden. At en sådan ikke er en rent teoretisk indvending, ses vel bl.a. af den hype, som f.eks. bogen ”Fifty shades of grey” af E. L. James har fået. En anden forfatter, som det er åbenlyst at nævne i denne sammenhæng, er Marquies de Sade, som lagde navn til sadismen, og som i sine bøger netop filosoferede over denne konflikt. Pointen her er, at man igen har en problematik, der står i vejen for den umiddelbare oplevelse af, hvad næstekærlighed er.

 

Et tredje mulig definition gives af Immanuel Kant og hans kategoriske imperativ.

 

"Handl således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål".

 

Udfordringen her er, at det ikke kun er svært at forholde sig til denne definition rent følelsesmæssigt, men at det tillige er svært at forstå den intellektuelt.

 

Da der derfor ikke er nogen af de ovenstående definitioner, der er helt tilfredsstillende i min optik, har jeg tilladt mig selv at komme med et bud, som jeg mener både giver den nødvendige definition, og som det er nemmere at forholde sig til:

 

Næstekærlighed er at understøtte en persons mulighed for at realisere sit personlige potentiale.

 

Vær her opmærksom på at dette gælder såvel andre personer som egen person.

 

 

Sund fornuft

 

Det er måske nok her på sin plads først at give et indtryk af, hvorledes jeg vægter sund fornuft, når man sammenligner denne med andre måder at forholde sig til omverdenen på. Når man sammenligner med videnskab, filosofi og religion så vil jeg placere sund fornuft som det de andre må måle sig op imod. Det vil sige, at når man med udgangspunkt i sund fornuft kan afvise eller gøre indvendinger mod de udsagn, som bliver formuleret ved brug af disse discipliner, må de lægge sig i selen for at skabe ny og bedre dokumention for deres påstande. Jeg betragter altså sund fornuft for at have større autoritet end de andre discipliner. Nogen sidder måske nu og tænker på, hvordan man forholder sig til religioner med sund fornuft, men det var vel netop det Jesus, gav en række eksempler på. Man kan i korthed sige, at Jesus prædikede næstekærlighed og sund fornuft, netop den sammenhæng jeg ønsker at sætte fokus på.

 

Når man skal definere, hvad man mener med sund fornuft, støder man tit på det argument, at det er svært, da det, der er sund fornuft for én, ikke nødvendigvis er det for en anden. Hertil vil jeg svare både ja og nej. Nej især fordi det dog ikke er alt, som det er muligt at foreslå, der kan betegnes som sund fornuft. Der er altså grænser for, hvad der kan anses for sund fornuft, og når noget er afgrænset, må det også være muligt at give en definition på det, der er inden for grænserne. Det, vi søger, er altså en almen definition af, hvad der er inden for grænserne af, hvad der kan betegnes sund fornuft.

 

Det nemmeste er måske at starte med at se på definitionen i Gyldendals, Den Store Danske:

 

Sund fornuft er menneskets naturlige evne til uafhængigt af autoriteter, lærdom og formel logik at overveje og ræsonnere. Den sunde fornuft blev et nøglebegreb i oplysningstiden, undertiden under sin engelske betegnelse common sense (lat. sensus communis).

 

Som det modsatte af sund fornuft kunne man foreslå vanviddet (insanity). Dette bliver ofte defineret ved følgende talemåde:

 

Vanvid er at gøre det samme igen og igen, med forventning om et nyt resultat.

 

En definition der ofte tillægges Albert Einstein, selv om dette vist ikke er historisk korrekt.

 

Denne skelnen, mellem på den ene side sund fornuft og på den anden vanviddet, blev også iagttaget af den danske rationelle psykoanalytiker Erik Carstens. Han observerede, at når et menneske skulle forholde sig til omverdenen, kunne man iagttage, at et sådant menneske kunne befinde sig i to sindstilstande. Den ene sindstilstand, her omtalt som sund fornuft, gav han betegnelsen "sundt sjæleliv", og denne var kendetegnet ved en god virkelighedskontakt. Den anden sindstilstand, her omtalt som vanvid, gav han betegnelsen "sygt sjæleliv", og denne var kendetegnet ved at personen, i stedet for at forholde sig til virkeligheden, handlede ud fra mere eller mindre hensigtsmæssige overbevisninger. Man skal her bemærke, at det er den samme person, der kan være i de to sindstilstande på forskellige tidspunkter. Denne observation førte ham frem til følgende definition:

 

 

Sygt sjæleliv er den del af sjælelivet, der består af unødvendige og uhensigtsmæssige gentagelser.

 

Det sunde sjæleliv er ikke underlagt samme mekanismer.

 

Dette blev grundaksiomet for hans skole inden for psykoanalysen, som han gav betegnelsen rationel psykoanalyse. Interesserede kan med fordel læse min: ”En kort redegørelse for hovedprincipperne bag rationel psykoanalyse”, som kan læses på min hjemmeside.

 

Af dette grundaksiom kan man se, at for at forholde sig med sund fornuft til omverdenen må det først og fremmest kræves, at man er i den sindstilstand, der betegnes "sundt sjæleliv", da det samtidigt er lige så åbenlyst, at der ikke kommer nogen sund fornuft ud af en sindstilstand, der er præget af f.eks. tvangssymptomer. Det er også interessant at kunne notere sig, at ved hjælp af de terapeutiske metoder, der er knyttet til rationel psykoanalyse, er det muligt at fremme det sunde sjælelivs rolle i vores tilværelse, således at den sunde fornuft i stadig højere grad vil præge vores liv. Jeg vil derfor mene, at et af de bedste eksempler på sund fornuft er at tilegne sig forståelsen af og erkende rigtigheden i grundaksiomet fra rationel psykoanalyse.

 

Findes der en Gud?

 

Dette afsnit kan måske undre, når jeg tidligere netop har tilkendegivet, at jeg ikke ønsker, at man skal forstå dette som et religiøst skrift. Men som det vil fremgå, er det et spørgsmål, det er svært at komme udenom, og som det derfor giver god mening at forsøge at forholde sig til med sund fornuft.

 

Hvis universet er skabt, må der være en skaber. En sådan har den moderne videnskab i dag givet betegnelsen Big Bang. Før da har denne skaber haft et væld af navne, her ingen nævnt, ingen glemt. Men for at gøre det simpelt, er det nemmeste at betegne skaberen Gud. Nogle ateister, som ikke tror på en gud, vælger derfor tilsvarende at tro at universet har eksisteret evigt. Jeg er dog ikke sikker på, at det forenkler problemstillingen.

 

Et væsentligt spørgsmål er dog, hvilke værdier man tillægger denne Gud (eller Universet hvis man er af denne overbevisning). Det har menneskeheden strides om, siden de første satte fod på jorden.

 

Hvis der findes en Gud, vil jeg foretrække, at en sådan er et forbillede for menneskeheden. Jeg har tidligere skrevet, at jeg anser næstekærlighed og sund fornuft som de primære idealer, man skal forme sin personlighed ud fra.

 

Med de primære idealer mener jeg de grundsten, som man bygger sin tilværelse på, dem som er udgangspunktet for sin vurdering i etiske og moralske spørgsmål. De idealer, der måske netop er det fundament, som mange giver udtryk for, at de mangler, når de skal navigere i den moderne verden. Primær-idealerne kan herefter tilføjes nogle sekundære idealer, som er idealer, der ligger tæt op ad primær-idealerne. De sekundere idealer kan igen tilføjes nogle tertiære idealer, der ligger tæt op ad de sekundære osv., indtil man synes, man har, hvad man behøver af idealer for at kunne håndtere sin tilværelse. I dette skrift vil jeg dog udelukkende beskæftige mig med de primære idealer og derfor henlægge spørgsmålet om sekundære og tertiære idealer til en anden god gang.

 

Jeg har tidligere nævnt, at et normalt gennemsnitsmenneske ikke kan forventes at kunne leve 100% op til de primære idealers fordringer. Omvendt med Gud. Det, der ville gøre Gud til netop det forbillede, jeg ville søge i en religion, er en gud, der er i fuldstændig symbiose med næstekærlighed og sund fornuft. Man kan herefter definere Gud som:

 

Gud er indbegrebet af næstekærlighed og sund fornuft.

 

Om der kan føjes yderligere til dette emne, mener jeg må være op til den enkelte. Religionerne har mange farverige skiltninger at tilbyde. Men jeg ville ønske, at det var muligt at blive enige om denne definition for det centrale ved Guds væsen.

 

Feedback-mekanisme

 

Jeg har tidligere skrevet, at næstekærlighed er sund fornuft, og sund fornuft er næstekærlighed. Ydermere er forholdet mellem dem en feedback-mekanisme. Hermed mener jeg, at de to idealer inspirerer hinanden. Sådan at forstå, at man kan spørge til, hvor meget sund fornuft der synes at være i den næstekærlighed man praktiserer, og omvendt, hvor meget næstekærlighed der er i den sunde fornuft, man praktiserer. Det er min pointe, at denne gensidige inspiration vil føre til en indadsnoet spiral, mod et centrum, som er livets sande kerne. I denne kerne vil næstekærlighed og sund fornuft mødes og blive ét. Det giver derfor god mening at betegne denne kerne en singularitet. Når jeg skriver, at næstekærlighed og sund fornuft bliver ét i denne singularitet, ser man at det også er definitionen på Gud. Man kan derfor sige, at man er ét med Gud, når denne tilstand opnås, at man har taget sæde ved magtens højre hånd.

 

Hvorfor både næstekærlighed og sund fornuft?

 

Når dette spørgsmål stilles, er det fordi, der de sidste 2000 år har været stor opmærksomhed på næstekærligheden, og knap så meget på den sunde fornuft, og stort set aldrig samtidigt, selv om Jesus utvivlsomt prædikede begge dele. Beatles sang f.eks.:"All you need is love", havde de ikke ret i det? Som terapeut må jeg konstatere, at det ikke er tilfældet. Når en person er vokset op i et miljø, der er præget af vanvid, eller det vi nu har betegnet "sygt sjæleliv", vil dette miljø influere på personens psyke. Hvad enten vi taler om usunde politiske, religiøse eller sekteriske miljøer, dysfunktionelle familier, pseudovidenskab, pseudofilosofi eller enhver anden form for propaganda eller manipulation, så vil enhver person, der bliver udsat for dette, og som ikke magter at forsvare sig, blive ramt på psyken og udvikle "sygt sjæleliv". Herefter vil det ”syge sjæleliv” bl.a. manifestere sig i symptomer som nævnt under afsnittet om næstekærlighed, men også som fanatisme eller en angst for at åbne sig over for noget nyt. Herudover selvfølgelig de klassiske sygdomsbilleder, man kender fra neuroserne. Dette uanset, hvor megen kærlighed en person modtager. Faktisk oplever man lige så tit, at en manipulator netop bruger kærlighed til at nedbryde en persons forsvar mod vanviddet. Man kunne måske spørge, om der i et sådant tilfælde er tale om ægte kærlighed. Det kan sagtens være tilfældet, ikke mindst, hvis manipulatoren ikke selv er klar over at vedkommende manipulerer, og er overbevist om, at det er det rigtige, der bliver gjort.

Omvendt er sund fornuft heller ikke nok. Alene i og med, at kærligheden er i verdenen, er man selvfølgelig nødt til at forholde sig til den for at kunne opnå en fuldstændig erkendelse af virkeligheden.

 

Forholdet mellem sandhed og virkelighed

 

Da vi i det følgende vil komme ind på forholdet mellem sandhed og virkelighed, vil jeg her gøre nogle betragtninger.

 

Det er et spørgsmål, som filosoffer har diskuteret i hele menneskehedens historie. Egentlig ville jeg gerne krybe uden om spørgsmålet, da det er utroligt svært at indfange sammenhængen mellem sandhed og virkelighed rent sprogligt. Jeg tror nu, de fleste har en intuitiv fornemmelse for, at der må være en sammenhæng. For at gøre en lang historie kort vil jeg her nøjes med at forsøge mig med følgende definitioner:

 

Sandheden og virkeligheden står i et konstruktivt forhold til hinanden.

 

Således at forstå, at sandheden fører én på sporet af virkeligheden, og virkeligheden vil, når den erkendes, understøtte sandheden.

 

Omvendt gælder det, at:

 

Løgnen og virkeligheden står i et destruktivt forhold til hinanden.

 

Således at forstå, at løgnen forsøger at omgå virkeligheden, og virkeligheden vil, når den erkendes, afsløre løgnen.

 

Yderligere om virkeligheden

 

Når man skal diskutere virkelighedens manifestation i verdenen, ville jeg her meget gerne henlede opmærksomheden på Erik Carstens værk: ”Er mennesket en automat?” Dette er en erkendelsesteoretisk afhandling, som intet selvstændigt tænkende menneske må snyde sig selv for, og som også danner grundlag for den måde, jeg forholder mig til spørgsmålene angående virkeligheden. Jeg vil dog i denne sammenhæng forsøge mig med en anden indgangsvinkel.

 

Når man diskuterer begrebet virkelighed, støder man på mange forskellige opfattelser, men en ting er der dog enighed om, nemlig at virkeligheden alt andet lige dog er noget, har en substans, der manifesterer sig i verdenen.

Denne konklusion, at virkeligheden er noget konkret, har substans, er en vigtig pointe, fordi jeg ønsker at stille den overfor løgnens rige. Når man betragter løgnen, vil man naturligvis først erkende, at den som fænomen er en del af virkeligheden. Løgne findes i virkeligheden. Men løgnens indhold er jo netop defineret som noget, der ikke er sket i virkeligheden, altså er løgnens indhold ikke virkelighed. Hvis vi har konstateret at virkelighed er noget, så må vi samtidig konkludere, at løgnens indhold ikke er noget. Vi kan også vælge at sige, at løgnen er tom for substans, eller simpelthen betegne løgnens indhold som tomhed i forhold til virkelighedens substans. Dette at erkende at løgnens indhold substantielt set er tomhed er vigtig, da det i høj grad er denne tomhed som mange oplever i deres tilværelse. Med andre ord så forholder det sig sådan, at når tilværelsen bygger på en løgn, så vil denne tilværelse være tom for reelt indhold. Man oplever herefter ofte, at mange forsøger at kompenserer for denne tomhed, ved at omkranse sig med en skal af forstillelse. Samtidig med denne forstillelse er det ikke ualmindeligt at gøre brug af underholdningsindustriens eskapisme i et desperat forsøg på at give denne tomme skal et indhold. Andre strategier er at tillægge sig forskellige problematikker såsom misbrug, fanatisme eller, hvad der allerede er nævnt i det forrige i samme boldgade.

 

 

Sandheden, livet og vejen

 

Jeg oplever ofte, at kun få erkender den fulde dybte af dette udsagn af Jesus. Da jeg selv mener, at det meget præcist indfanger hele pointen med dette skrift, vil jeg i det følgende forsøge at formidle min opfattelse af udsagnet.

 

Sandhed:

 

Som det blev beskrevet i det foregående afsnit, leder en tilværelse, der bygger på løgne til en eksistentiel tomhed omkranset af en skal af forstillelse. Det følger herefter logisk, at skal man undgå dette, må man forsøge at lade sandheden være det bærende princip i tilværelsen. Faktisk vil jeg argumentere for, at selve livet ikke kan eksistere uden for sandheden i det følgende.

 

Livet:

 

Når vi konstaterer, at livet er en del af virkeligheden og kun kan udfolde sig i virkeligheden, følger der heraf at livet ikke kan eksistere i løgnen. Løgnens indhold er ikke en del af virkeligheden, men en matrix, der er skabt af menneskets vilje til at omgå sandheden eller som en flugt fra samme. Motiverne for dette kan være mange, som jeg vil redegøre for i et senere afsnit. Her vil jeg kun atter understrege, at den tilværelse, man skaber i løgnen, er tomhed omkranset af forstillelse. Sandheden og livet hænger på denne måde uløseligt sammen.

 

Vejen:

 

Vejen er også en repræsentant for virkeligheden, nemlig den del af virkeligheden, som en person bevæger sig igennem i løbet af et liv. Intet normalt menneske vil i et livsforløb komme i kontakt med hele virkeligheden. Man vil i stedet kunne iagttage den vej, som en person baner sig, gennem den del af virkeligheden, han kommer i berøring med. Når Jesus siger vejen, bestemt form ental, er det, fordi det er en ganske bestemt vej, Jesus har i tankerne. Det er nemlig den vej som en person må følge, hvis vedkommende ønsker at realisere sit personlige potentiale.

 

Konklusionen er altså, at man må søge sandheden, hvis man vil opleve livets fylde, også udtrykt som meningsfylde, og at livet først er fuldt realiseret, når man finder den vej gennem virkeligheden, som svarer til realiseringen af en given persons fulde potentiale.

 

 

 

Meningen med livet

 

For at kunne give en yderligere forståelse for væsentligheden i dette skrifts indhold er det min opfattelse, at vi er nødt til at se på spørgsmålet angående meningen med livet. En kort definition er som følger:

 

Meningen med livet er at få livet til at give mening.

 

Det, der er udfordringen her, er, at det er individuelt, hvad der giver mening for den enkelte. Der vil dog være noget, der giver mening og noget der ikke giver mening. For at forstå dette, er det først nødvendigt at få en forståelse for, hvad der menes med ordet mening:

 

Det meningsfyldte opstår, når det iagttagede udgør en helhed.

 

Herefter kan ordet helhed defineres som:

 

Ordet helhed henviser til en tilstand, hvor der er en indre sammenhæng mellem de enkelte elementer.

 

Omvendt vil manglende helhed ses der, hvor der er en absurd eller selvmodsigelsesfuld tilstand mellem de enkelte elementer.

 

Heraf følger at, et meningsfyldt liv opstår, hvor der er overensstemmelse mellem det personlige potentiale og den tilværelse, der leves. Omvendt vil en tilværelse, der er i modsætning med det personlige potentiale, opleves som meningsløst.

 

I et eksempel fra tv-serien Matador møder man Maud, der er spaltet mellem to overbevisninger om en god tilværelse. Den ene er den offentlige som en småborgerlig direktørfrue, hvis målsætning er at holde på formerne. Den anden er en hemmelig drøm om at leve som kunstner og boheme. Den første hænger hende ud af halsen, hvorfor hun også springer til, da hun får chancen for at afprøve sine evner som kunstner. Det viser sig dog, at denne tilværelse heller ikke lever op til forventningerne. Hun vender derfor tilbage til sin husbond med en forståelse af, at hverken den tidligere eller den nys afprøvede tilværelse er lykken. Hendes personlige potentiale ligger måske nok i at være den førende dame i byen, men hun forstår nu, at den rolle kan udleves med et langt større personligt format, end da hendes eneste ønske var at indfri hendes forældres forventning til en standsmæssig dame. Man ser af eksemplet at, hverken den ene eller den anden ide om en god tilværelse opleves som meningsfyldte af Maud, men at det var nødvendigt, at nå til en dybere forståelse af det personlige potentiale, før det var muligt at træffe de valg, der kunne føre til en meningsfyldt tilværelse.

 

Satanisme

 

For at få den fulde forståelse af det, jeg har forsøgt at formidle indtil nu, vil det måske være en god ide at se det fra den modsatte side. Og det er netop, hvad ordet satanisme betyder: Det modsatte.

 

Nu kunne man måske få den tanke, at man skal sætte sig ind i et kæmpe stofområde for at få udbytte af det følgende. Men det er faktisk ikke tilfældet, da jeg, med udgangspunkt i det allerede gennemgåede, meget nemt kan beskrive de tanker jeg gør mig i dette afsnit. Jeg skal jo bare skrive det modsatte.

 

Jeg har beskrevet den Guddommelige ide som repræsenteret ved primær-idealerne næstekærlighed og sund fornuft. På baggrund af definitionerne på disse må definitionen for satanisme være:

 

At manipulere med sin næste, med henblik på at opnå magt over personen, således at vedkommende kan udnyttes til egen egoistiske vinding.

 

Man ser, at denne definition beskriver det stik modsatte af det, der er gennemgået hidtil.

 

Definitionen kan måske skabe nogen undren for de, der har været i berøring med emnet satanisme. Man tænker måske, at det er noget med geder, altre med blodofre, sorte messer og ikke mindst besværgelser. Det kan det sagtens være. Satanismen kommer i mange afskygninger. Men når man betragter alle disse aktiviteter, så er kernen i dem netop et ønske om at manipulere og dermed få magt over en given udfordring, man står overfor for således at kunne vende den til egen vinding. Og det er i god overensstemmelse med definitionen. Satanismens målsætning er altså at vende verdenen på hovedet således, at tilværelsen handler om magt og manipulation i modsætning til idealerne om næstekærlighed og sund fornuft.

 

Spørgsmålet er nu, om man kan forsvare et valg af tilværelse, der følger af definitionen på satanisme. Det er klart, at ud fra et kristent synspunkt vil man ikke kunne forsvare det. Men, som tidligere nævnt, er det ikke min målsætning at give et religiøst svar i dette skrift.

 

Man kunne prøve at se på det ud fra en moralsk/etisk synsvinkel. Det er dog ikke så enkelt, da der hurtigt kan opstå diskussion om grundlaget for sådanne overvejelser.

 

Er man af den opfattelse, at vi lever i en verden, hvor det eneste, der tæller er, at den stærkeste overlever, foranlediger dette, at der ikke er nogen argumenter mod et satanistisk valg af tilværelse.

 

Det med, at den stærkeste skal overleve, er et argument som de fleste kender fra Darwins evolutionslære. ”Survival of the fittest”, altså at den stærkeste skal overleve, er nu ikke en term fra Darwin, men formuleret af Herbert Spencer. Han var en filosof, der levede samtidig med Darwin og parallelt med denne brugte de samme ideer til at beskrive det menneskeskabte samfund. Denne teori fik betegnelsen socialdarwinisme. De to var dog så inspireret af hinanden, at Darwin brugte Spencers formulering i sene værker, og Spencer brugte helt åbenlyst ideen om den naturlig selektion (”natural selection”) som inspiration til sin filosofi. Denne gensidige respekt synes dog på ironisk vis netop at modbevise kernen i de to personers arbejder. Som nærmeste konkurrenter skulle de vel ifølge deres egne teorier ligge i en dødelig strid i stedet for at samarbejde og respektere hinanden. Der synes altså at være noget mere på spil end bare overlevelse.

 

Freud stillede sig et tilsvarende spørgsmål under 1. verdenskrig: ”Hvordan kan det være, at nogle mennesker var parate til at ofre deres liv for at redde andre?” De teorier, han havde udledt hidtil, kunne nemlig ikke forklare dette. Freud løste problemet ved at opfinde den såkaldte dødsdrift. Den vil jeg dog ikke bruge tid på her, men alene fokusere på det interessante i, at han formulerede dette spørgsmål.

 

Visse grupper, der dyrker satanisme, vil måske hævde, at den ovenstående definition på satanisme kun gælder for fjender, og at man forholder sig til sine kære på stort set samme måde, som det er beskrevet i det foregående altså med næstekærlighed og sund fornuft. Men dette indebærer, at man deler menneskeheden op i fjender og kære. En opdeling der er stik modsat Jesus Kristus evangelium, der prædikede, at man skal elske sine fjender. De, der tilslutter sig denne form for satanisme, tilbeder da også den såkaldte Antikrist. Det farlige ved denne forståelse er, at man herved fjerner mennesket fra det, der er det mest menneskelige, nemlig evnen til at kunne forstå sin næste i et større perspektiv. Dette for modsat at gøre mennesket til noget dyrisk. Denne afart af satanismen kendes også under navnet panisme, der netop handler om en ensidigt identificering med menneskets dyriske sider. Ifølge denne kan tilværelsen sammenlignes med livet i en løveflok: Man lever omgivet af sine kære og ser resten af menneskeheden som byttedyr. Det er vel klart, at en sådan tankegang reducerer den samlede menneskeheds muligheder betydeligt. Dette burde i sig selv være et væsentligt argument mod denne tankegang. Man skal dog yderligere være opmærksom på, at definitionen på ”sine kære” i en satanistisk kontekst er således, at det kun gælder for personer, der er med én. For enhver, der sætter sig op mod én kan det retfærdiggøres at anvende definitionen på satanisme, uanset hvor nære disse måtte være. Præcis som man kender fra løveflokken. Kend din plads eller bliv udsat for repressalier.

 

Men mere konkret, hvad er det der gør at satanismen ikke er et tilfredsstillende valg af tilværelse? Man ser, at manipulationen er en taktik, der i sin substans ligger tæt op ad løgnen. Det vil sige, at en person, hvis tilværelse bygger på manipulation, har en tilværelse, der består af den samme tomhed og forstillelse som løgneren. Jeg håber, at det lykkedes mig at overbevise læseren i afsnittet om livets mening, at det, der giver livet værdi er meningsfylde. Denne fylde består af virkelighed. Livets substans er virkelighed. Sandhedens substans er virkelighed. Dette stik modsat den tomhed og forstillelse der følger med løgnen og manipulationen. Satanismens konsekvens er altså en tilværelse der består af tomhed og forstillelse.

 

Lige for en ordens skyld: Jeg mener ikke at løver er satanister. Deres tilværelse er betinget af andre faktorer. Men hvis et menneske identificerer sig ensidigt med løven, så er det at satanismen opstår. Mennesket er meget mere end et dyr.

 

Løgnen, tomheden og vildfarelsen

 

Man ser, at overskriften på dette afsnit er det stik modsatte af Jesus´ udsagn:”Sandheden, livet og vejen.” Det er jo det som bliver konsekvensen af valget af den satanistiske tilværelse. Man kan måske være fristet til at formulere det: Løgnen, døden og vildfarelsen. Men hvis vi har defineret livet, som det at være fuld af virkelighed og sandhed, må det omvendt være sådan, at døden må være karakteriseret ved en absolut tomhed for samme. Døden er altså ikke det centrale, det er tomheden. Det er tomheden, der er sygdommen, døden er et symptom. Derfor er det rigtigt at bruge formuleringen: Løgnen, tomheden og vildfarelsen.

 

Det gode og det onde

 

Spørgsmålet om det gode og det onde er noget der har mystificeret filosoffer til alle tider. På baggrund af dette skrift er det nemt at definere, hvori forskellen ligger:

 

Det gode er at understøtte et medmenneskes muligheder for at realisere sit personlige potentiale og at være forsvarer for den sunde fornuft .

 

Det onde er at manipulere med sin næste, med henblik på at opnå magten over personen, således at vedkommende kan udnyttes til egen egoistske vinding.

 

Stikkersamfundet

 

I skriftet er der blevet udførligt redegjort for nødvendigheden af at leve i sandheden for at opleve meningsfylde, da løgnen omvendt fører til en tilværelse af tomhed og forstillelse. Der skal dog gøres opmærksom på, at der ikke derfor opfordres til et samfund, hvor alle går og peger fingre ad hinanden. Også sandheden skal håndteres inden for rammerne af næstekærlighed og sund fornuft. Man bør nemlig iagttage, at sandheden også kan anvendes i satanismens tjeneste. Det vil sige, at hvis man bruger sandheden til at manipulere med sin næste, med henblik på at opnå magt over personen, således at vedkommende kan udnyttes til egen egoistiske vinding, så er man uden for rammerne af næstekærlighed og sund fornuft, og samfundet har udviklet sig til et stikkersamfund. Et sådant vil ikke være i dette skrifts ånd.

 

Konklusion

 

Målet for dette skrift har været at argumentere for, at næstekærlighed og sund fornuft bør være de primære idealer for såvel det enkelte menneske som for det samfund, vi ønsker at leve i. Dette, fordi det giver et meningsfyldt liv. Omvendt har jeg givet argumenter mod at vælge et satanistisk idegrundlag, da dette som beskrevet giver en meningsløs tilværelse. Sagens kerne er altså, at man må vælge mellem disse to tilbud om en tilværelse.

Del siden