Rationel psykoanalyse

- et paradigmeskift?

Del 2

Af

Henrik C. V. Hansen

Rationel psykoanalytiker

Er det muligt at opstille videnskabelige teorier, der opfylder de krav, som man traditionelt stiller til de naturvidenskabelige fag; og er det overhovedet ønskeligt?

Det er spørgsmål, som jeg ofte møder, når jeg forsøger at forklare, hvad rationel psykoanalyse har at tilbyde.

Jeg vil derfor, i det følgende, forsøge at give så mange gode grunde for at svare ja til ovenstående spørgsmål, at jeg håber, at det vil medføre en forståelse for de muligheder, som foreligger indenfor den psykoanalytiske retning, der betegnes "rationel psykoanalyse".

Måske skulle jeg forklare, hvad jeg mener med ordet paradigmeskift. Man anvender begrebet paradigmeskift, når man indenfor et videnskabeligt fagområde har opnået en helt ny teoretisk forståelse for et givet forskningsområde.

Det klassiske eksempel er da man gik fra det såkaldte geocentriske verdensbillede til det heliocentriske. På samme måde med rationel psykoanalyse, idet man går bort fra den traditionelle opfattelse, der bygger på den såkaldte driftteori, og over til at forstå menneskets sjæleliv i lyset af en helt ny teoridannelse, således at de videnskabelige principper, som man kender fra de naturvidenskabelige fag, kan anvendes.

Det teoretiske grundlag for denne teoridannelse har jeg redegjort for i min “korte redegørelse for hovedprincipperne bag rationel psykoanalyse”.

I dette skrift vil jeg, i 1. del, fremstille yderligere videnskabsteoretiske argumenter for de videnskabelige principper, der anvendes indenfor rationel psykoanalyse, for derefter, i 2. del, at benytte disse til at opstille den model for sjælelivet, der er udgangspunkt for teoridannelsen.

Skulle man, i det følgende støde på argumenter der umiddelbart får én til at synes at der ikke er belæg for skriftets indhold, må jeg bede om læserens tålmodighed da argumenterne fremsættes fortløbende således, at den endelige argumentation ikke er gennemført før man når til enden på skriftet.

                                   Anden del

                                          Model over sjælelivet

Indledning.

Et citat af den danske filosof Ludvig Feilberg:

Forudgående har Feilberg gjort sig et væld af empiriske iagttagelser og det er nu tid for at bringe orden i disse:

Det første forsøg paa at tilvejebringe orden kan nu bestå deri, at han spørger sig selv, "hvad er det, jeg i grunden vil undersøge?" Her kommer fornuften til. Fornuft er noget, der først skal komme til langt hen i en undersøgelse. I begyndelsen raader instinktet, den umiddelbare fornemmelse i en. En instinktmæssig bryden i en hjærnekrog er det første. Saa stræber man en lang tid frem på halv ubevidst maade ret som en spire uden at vide hvor hen, uden at vide, hvad det er, der rører sig i en, uden at vide, hvad man egentlig vil. Endelig kommer methode og orden. Vi føre med forsæt læseren ind i undersøgelsens gang gjemmen et broget vildnis, dels fordi den naturlige vej går saaledes, og dels fordi vildnisset i grunden er det fineste og vigtigste led i hele den organiske udvikling. Det er fra instinktets uføre, at spiren skal have sin næring. Det er den kaotiske urtilstand, hvorover vildsomheden ruger, der giver frugtbarhed. Deri gjære og virke de stoffer, den unge spire behøver, og hvori den høre hjemme. Fornuften kan ikke begynde noget nyt; den er ufrugtbar. Den kan ordne og lede, mens spirekraft og held høre hjemme i kaos. Fornuftspørgsmålet "hvad er det, jeg i grunden vil undersøge?" fører en ligesom ind paa følelsesmagre og kolde gebeter. Man har en fornemmelse, som står man over for en mathematisk opgave. Uvilkårligt lyder det for en: "Vælg en størrelse til ubekjendt og kald den x". Det er virkelig det, der skal gjøres.

Men hvad skal være x ? Det gælder om at finde det rette x. Den der har syslet med løsningen med mathematiske opgaver, vil vide, hvor meget det kommer an på et heldigt valg i saa henseende. Ofte kan en undersøgelse ved et uheldigt valg antage omfang der gjør løsningen praktisk umulig, medens et snildt valgt x mangen gang paa overraskende simpel maade kan føre til resultatet. Der viser just mathematikerens dygtighed sig, at han strax indser, hvilket x der egner sig.

Kommentar:

Når jeg har valgt at citere filosoffen Ludvig Feilberg er det af flere årsager.

For det første:

Ludvig Feilberg er den filosof som Erik Carstens respekterede højst, således at man ofte kan møde citater fra hans hånd i Carstens forfatterskab. Ludvig Feilberg er med sin meget veludviklede iagttagelsesevne en dansk pendant til Sigmund Freud, og ligesom Freud udnyttede han denne iagttagelsesevne til at filosofere over sjælelivets indhold. Men her høre ligheden også op, idet Ludvig Feilberg nærmest så sin filosofi som et korstog mod det irrationelle, hvor freud omvendt gjorde en dyd ud af samme. Det er en meget pudsig oplevelse at læse Feilbergs indlæg mod subjektiviteten, som han mente havde taget overhånd ved århundredeskiftet for nu mere end hundrede år siden. Det er på mange måder så dagsaktuelle indlæg at man atter og atter overaskes.

For det andet:

Når det under punkt l er skrevet, giver det ofte anledning til misforståelser. Når man taler om en rationel stræben, bliver dette ofte opfattet således at man ikke har forståelse for dybere følelser. Men hvis der er nogen der kan modbevise dette er det netop Ludvig Feilberg. I sit filosofiske program er det om noget hans mål at vise at vejen til dybe og ægte følelser går via en opryden i det irrationelle morads, som han anklager mange intellektuelle for at gemme sig bag, hvorved de samtidig føre menigmand på vildspor. Hermed er den lige linie til Carstens forfatterskab også trukket op.

For det tredje:

Benytter jeg denne mulighed for at slå et slag for en filosof der desværre er gået i glemmebogen. Mange ville få beriget deres tilværelse betydeligt ved at læse om hans iagttagelser på sjælelivets område. Det er, som han selv ville udtrykke det, principielt forkert at sige, at han var langt forud for sin tid, da det han iagttager, er naturforseelser, der har været gældende til alle tider. Men når det er sagt, så er det også klart for enhver, der læser Ludvig Feilberg, at han ikke på nogen måde står tilbage for den new-age bølge, som mange i sin søgen efter et indhold i tilværelsen har tilsluttet sig. Tværtimod overaskes man igen og igen over hans evne til at sætte fingeren på de forhold der giver livet substans.

For det fjerde:

Jeg vil senere i forbindelse med udviklingen af den rationelle psykoanalyses model for sjælelivet benytte andre citater af Ludvig Feilberg. Hans iagttagelser er guld for enhver empirisk forsker, på samme måde som Johannes KepIer brugte Thygo Brages observationer til at udvikle de senere så berømte 3 love for planeternes bevægelser.

Almene overvejelser.

Når jeg i det følgende vil argumentere for en model for det menneskelige sjæleliv vil jeg tage udgangspunkt i en allegori der måske umiddelbart kan virke en smule naiv. Men jeg beder læseren om at have tålmodighed , da de konklusioner som herved opnås stikker dybere end som så. Når jeg vælger at tage udgangspunkt i eksemplet er det ikke mindst fordi man dermed får mulighed for at forklare tankegangen bag rationel psykoanalyse på en relativ simpel (pædagogisk) måde.

Videnskabsmandens overvejelser.

Når en videnskabsmand begynder sin forskning er det af afgørende betydning at "han ikke slår større brød op en der kan bages". Det betyder i denne sammenhæng at han undgår at stille spørgsmål som det ikke er muligt at besvare. Omvendt må kravet endelig ikke forstås således at videnskabsmanden skal ligge bånd på sin kreativitet, tværtimod.

Dette "ikke at slå for stort brød op" skulle man måske mene gælder i alle forhold og altså ikke kun i videnskabelige. Men det er faktisk ikke tilfældet. På ihvertfald et område gælder faktisk det stik modsatte princip, nemlig det religiøse.

Det der kendetegner dette område er netop at man her stiller spørgsmål som "hvor kommer vi fra", "hvor skal vi hen" og "hvad er meningen med det hele". Disse spørgsmål er af så omfattende at det principielt ikke er muligt at besvare dem. Mennesket har derfor "opfundet " nogle svar som stiller det tilfreds, og kaldt dette for deres religion. Om denne opfindsomhed bunder i en form for sandhed vil jeg ikke her diskutere da det vil sprænge rammerne for afhandlingen.

I

Motor eksemplet.

Eksempel 1:  Med dette eksempel ønsker jeg at symbolisere en eksplosionsmotor der fungere som en helhed. Det vil sige at alle komponenter i denne motor spiller sammen således at de understøtter hinanden. Alt i motoren fungere altså som man kunne ønske.

Når man står over for en eksplosionsmotor, og er en nysgerrig sjæl, kunne man måske fristes til at stille spørgsmålet" Hvad er årsagen til at en motor fungere?"

Men som jeg vil forsøge at illustrere i det følgende er dette spørgsmål ikke et hensigtsmæssigt grundlag for en videnskabelig udforskning af en eksplosionsmotor.

Man kunne for eksempel vælge at svare: "det er brændstoftilførrelsen der er årsag til at motoren virker" eller" det er det elektriske system der er årsagen" eller" det er den mekaniske opbygning der er årsag til at motoren virker" Men hvad er nu mest årsagen? Det er vel indlysende at et sådant spørgsmål er meningsløst.

Jeg har her kun givet tre eksempler, men man kunne principielt blive ved med at nævne grunde til at en motor fungere: karburatorens udformning, tændrørrenes opbygning eller valget af metal til stemplerne osv. Pointen er at selve det at anvende ordet årsag i sidste ende bliver meningsløst. Når alting kan gøre det ud for at være en årsag er det lige så rigtigt at helt gå bort fra en anvendelse af ordet.

Ligeledes er det meningsløst at opstille årsagssætninger mellem de forskellige dele i en motor, med udgangspunkt i det ovenfor formulerede spørgsmål. Dette virker måske ikke umiddelbart indlysende. "Stemplerne bevæger sig da på grund af den eksplosion som tændrørene fåresager oven over stemplerne" kan man måske mene.

Men man kunne med lige så stor ret hævde at stemplerne bevæger sig fordi de er tilpasset cylinderen. Hvis dette ikke var tilfældet ville gasserne fra eksplosionen simpelthen fise forbi stemplet uden at bevæge det. Igen er det umuligt at afgøre hvad der er den egentlige årsag, de to muligheder er lige afgørende.

Alt i alt vil spørgsmålet" Hvad er årsagen til at en motor fungere?" medføre, at man ender i en situation hvor det ikke er muligt at anvende årsagssætningen sådan som man kender det fra den videnskabelige forskning.

Dette er hvad der betegnes den holistiske problemstilling inden for videnskaben. At anvende årsagssætningen i holistiske sammenhænge er principielt meningsløst.

Akademisk psykologi.

Når jeg bruger denne allegori er det fordi, det klassiske udgangspunkt for den akademiske psykologi netop er et lignende spørgsmål, nemlig:" Hvad er årsagen til at mennesket reagere som det gør?"

Et spørgsmål der ved første øjekast kan virke som ganske naturligt, men, som det blev eksemplificeret i det ovenstående, ikke er praktisk set fra et videnskabeligt synspunkt. Ligesom i motor eksemplet er det principielt ikke muligt at besvare spørgsmålet. Typisk ender det med en diskussion, hvor nogle forskere vil fremhæve hormonerne, andre generne og endelig andre det psykologiske aspekt ( Jeg vil ikke her nævne drifterne, da jeg mener at vi er færdige med dem).

Nu kan man selvfølgelig hævde, at denne afhandling kun angår det psykologiske, men det springende punkt er netop at ovenstående forskere ikke skelner mellem de tre forskningsområder.

Man kan for eksempel typisk høre hormonforskeren udtale sig om, hvilken indflydelse hormonerne har på adfærden. Man mener for eksempel at et overskud af testosteron giver en overvejende maskulin adfærd, mens et overskud af østrogen vil give en overvejende feminin adfærd. Hermed mener hormonforskeren at have eksemplificeret, at det er muligt at forklare en persons adfærd ud fra en måling af de hormonale koncentrationer. Genforskeren vil til gengæld indvende at produktionen af et givet hormon er et resultat af den genetiske sammensætning, og at adfærden derfor i sidste ende er et resultat af generne. Mens psykologen vil fremhæve at det er forskellige centre i hjernen der styre hormonproduktionen, og at man har mange eksempler på hvorledes forskellige psykiske tilstande har indflydelse på ovennævnte hormonbalance. Min pointe er netop at de alle har præcis lige meget ret, hvorfor en diskussion af ovennævnte art er meningsløs. Ovenstående diskussion kan sammenlignes med motoreksemplet. Forestil dem tilsvarende tre mekanikere diskutere hvad der er det vigtigste for en motors ydeevne: Det elektriske system, brændstof systemet eller den mekaniske opbygning af motoren. Det er vel indlysende at en sådan diskussion er meningsløs, da det ene komponent ikke ville have nogen praktisk betydning, hvis det ikke spillede sammen med de øvrige.

Tilsvarende hvis man fokusere alene på det psykiske område. Er tænkningen vigtigere end følelserne og hukommelsen? Nej vel, det er en meningsløs diskussion. Men selvom dette

Hvorfor?

Svaret er netop at udgangsspørgsmålet: "Hvad er årsagen til at et menneskes adfærd?" tvinger forskerne ud i et tankespind, hvor han foranlediges til at fremdrage nogle elementer frem for andre, for at få et udgangspunkt for sin forskning.

Udgangsspørgsmålet.

Eksempel 2: Med dette eksempel ønsker jeg at illustrere, at dele af den før så velfungerende motor ikke længere fungere hensigtsmæssigt.

Men hvis spørgsmålet: "hvad er årsagen til menneskets adfærd?" ikke leder os frem til en hensigtsmæssig forskningsmetode, hvad gør da? Det er nødvendigt at formulere et andet udgangspunkt for vores forskning.

Lad os vende tilbage til motor eksemplet. Spørgsmålet" Hvad er årsagen til at en motor fungere?" viste sig at være et spørgsmål, der principielt ikke kunne besvares. Ja i sidste ende var spørgsmålet meningsløst.

Forestiller vi os nu en motor der ikke fungere tilfredsstillende og vi stiller spørgsmålet" Hvad er årsagen til at motoren ikke fungere?" vil man iagttage at dette er et spørgsmål der muliggør helt anderledes konkrete svar.

For eksempel kunne man forestille sig svar som: "Fordi der ikke er mere benzin på", "fordi der ikke er mere strøm på batteriet" eller "fordi et stempel har sat sig fast". Det afgørende er her at lægge mærke til at det er muligt at give et entydigt svar på spørgsmålet" Hvorfor virker motoren ikke. "

På samme måde i forbindelse med den videnskabelige udforskning af sjælelivet. Hvis vi stiller spørgsmålet" Hvad er årsagen til menneskets adfærd?" havner man i en situation hvor det ikke er muligt at give entydige svar. Men stiller vi spørgsmålet :"Hvad er årsagen til at sjælelivet ikke fungere?" er det omvendt muligt at give et konkret svar.

Et eksempel på et sådant svar kunne være:" Fordi personen lider af en hæmning." Læs i denne forbindelse foreksempel "En kort afhandling af hovedprincipperne for rationel psykoanalyse" .

Feilberg skriver i det uddrag jeg har citeret i indledningen at det afgørende for et heldigt udfald af sine videnskabelige anstrengelser er, at man har valgt et hensigtsmæssigt udgangspunkt for sin videnskabelige forskning. Diskussionen i det forgående er netop foretaget med dette formål for øje.

Lad mig rekapitulere: Pointen er altså at vi havner i en videnskabelig blindgyde, hvis vi tager udgangspunkt i spørgsmålet" Hvordan fungere sjælelivet?", mens det er muligt at give konkrete svar, når vi formulere vores spørgsmål:" Hvorfor fungere sjælelivet ikke?". Det søgte X for vores videnskabelige undersøgelse må derfor være spørgsmålet "Hvorfor fungere sjælelivet ikke?"

Grundaksiomet.

Her vil jeg gerne drage de foreløbig konklusioner vi har opnået indtil nu.

Eksempel 3: Med dette eksempel er jeg gået bort fra motor eksemplet og i stedet indført begreberne "velfungerende sjæleliv" og "defekt sjæleliv". Med "Defekt sjæleliv" mener jeg: Den del af sjælelivet der består af unødvendige og uhensigtsmæssige gentagelser.

Som det ses af eksemplet har jeg delt sjælelivet op i to områder, der repræsentere to grundlæggende tilstande hvori mennesket kan opleve sig selv:

l. "Velfungerende sjæleliv" repræsentere den del af sjælelivet der fungere som det kunne forventes. Hermed menes at når man er i denne tilstand føler man sig i god kontakt med virkeligheden, og at man er istand til at forholde sig til de udfordringer som livet byder en på en hensigtsmæssig måde. I det følgende vil denne del af sjælelivet blive betegnet som "det sunde sjæleliv".

2. "Defekt sjæleliv" repræsentere den del af sjælelivet der ikke fungere tilfredsstillende i forhold til, hvad man kunne forvente. Hermed menes at man oplever sig selv som værende i en tilstand, hvor man føler sig hæmmet, genert eller i en indre konflikts vold. Denne del af sjælelivet vil i det følgende blive betegnet "det syge sjæleliv".

Nu er det måske ikke helt klart hvad man mener med:" i forhold til hvad man kunne forvente" når vi skiller de to områder fra hinanden. Hvem er det der forventer noget? Er det analysanden eller psykoanalytikeren der skal vurdere, hvad man kan forvente? Hvis man tager eksamensangst som et eksempel vil det typisk være således, at analysanden selv beskriver hvad vedkommende forventer:

Til daglig oplever analysanden ikke nogle problemer med at følge undervisningen, og den feedback vedkommende rar fra lære og medstuderende er med til at bekræfte denne opfattelse. Men til eksamen oplever den studerende med eksamensangst at vedkommende ikke er istand til at huske noget som helst af det som man har brugt et år på at sætte sig ind i. Og når lærer eller censor stiller et spørgsmål oplever man, at det er umuligt at koncentrere sig om at udtænke et svar. Man er, hvad man populært giver betegnelsen, gået i baglås.

Der er derfor ikke nogen tvivl hos vedkommende om at sjælelivet ikke lever op til hvad man med rimelighed kunne forvente. Nu kunne man selvfølgelig sige at dette kan ske for en hver. Det er da også rigtigt og man vil heller ikke lægge mærke til et enkeltstående tilfælde, men når det bliver til et mønster, når vedkommende oplever at det sker så godt som hver gang det er eksamenstid, så er det mere alvorligt.

Konklusionen på ovenstående eksempel er at en sådan eksamensangst ikke er hensigtsmæssig og set i lyset af det forudgående år hvor vedkommende pligtskyldigt har fuldt undervisningen må man tillige sige at vedkommendes indstilling til eksamen er præget af en unødvendig negativ indstilling.

Et andet eksempel kunne være en person der, når vedkommende er i et miljø, er i stand til at løse en given opgave uden problemer, men under andre miljømæssige forhold føler sig så hæmmet, at det ikke er muligt for vedkommende at løse samme art af opgaver.

Her er det altså muligt at iagttage den samme person der udfører samme opgaver i to forskellige sociale situationer. Da der ikke er nogen problemer i den første situation, skulle man heller ikke forvente problemer i den anden. Men de er der, er uhensigtsmæssige og unødvendige.

Det ses altså af disse eksempler, at det er muligt at vurderer objektivt om en given reaktion er som man kunne forvente, eller om den er i logsik modstrid med hvad man ellers kender til vedkommende. Denne mulighed for at diagnostisere det neurotiske objektivt er en af de væsentligste gevinster ved at tage udgangspunkt i RP's teoridannelse. Disse eksempler fører os frem til en definition af forskellen mellem sygt og sundt sjæleliv, og dermed også en forklaring af hvad jeg mener med vendingen "hvad man forventer":

Sygt sjæleliv er den del af sjælelivet der består af unødvendige og uhensigtsmæssige gentagelser, sundt sjæleliv er ikke underlagt samme mekanismer.

Ovenstående definition er det såkaldte grundaksiom for rationel psykoanalyse.

RP og andre terapiformer .

Det der adskiller rationel psykoanalyse fra de øvrige psykoterapier er netop defineret via grundaksiomet. Det er evnen til at skelne skarpt mellem det syge og det sunde sjæleliv der giver os de muligheder for den teoridannelse der kendetegner RP.

Når denne mulighed for at skelne mellem sygt og sundt sjæleliv gør en afgørende forskel fra andre psykoterapier er det fordi vi dermed rar mulighed for at skelne mellem det område af sjælelivet der fungere ud fra årsagsbestemte reaktioner (det syge sjæleliv), og den del af sjælelivet hvor det ikke kan forudsiges hvilken reaktion sjælelivet og dermed personen vil vælge overfor en given udfordring (det sunde sjæleliv).

Vi har hermed afgrænset en del af sjælelivet hvor indenfor det er meningsfuldt at anvende årsagssætningen (det syge sjæleliv). Det vil sige at sålænge vores forskning angår den del af sjælelivet der består af uhensigtsmæssige og unødvendige gentagelser kan vi opstille love således at det er entydigt bestemt hvilke fænomener der foranlediger hvilke reaktioner.

Et eksempel på dette kunne være hæmningsteorien som jeg har argumenteret for andetsteds (se min korte redegørelse for hovedprincipperne for rationel psykoanalyse).

Sygt og sundt sjæleliv.

Jeg vil i det følgende give en yderligere beskrivelse af de to områder/tilstande som vi på nuværende tidspunkt har opdelt sjælelivet i, og man vil se at disse områder/tilstande yderligere kan underopdeles.

Når jeg bruger betegnnelseme område eller tilstande er det fordi disse svare til hinanden på den måde at de på modellen repræsentere et område, mens de af personen opleves som en psykisk tilstand.

Nu må man på ingen måde få det indtryk at jeg i dette skrift når hele vejen rundt i den rationelle psykoanalyse s teori. Langt fra. Det er derfor også naturligt her at advare mod at foretage egentlige analyser alene ud fra det jeg her fremlægger.

Min taktik vil derfor i det følgende være den at jeg vil fremhæve visse centrale fænomener, perifært nævne andre, mens jeg helt vil forbigå fænomener der i denne sammanhæng vil give anledning til så mange spørgsmål at det vil sprænge afhandlings rammer.

Videnskabsteoretiske konklusioner.

Som vi er nået frem til skelner man mellem det syge og det sunde sjæleliv ved grundaksiomet:

Sygt sjæleliv er den del af sjælelivet der består af unødvendige og uhensigtsmæssige gentagelser, sundt sjæleliv er ikke underlagt samme mekanismer.

Herved har vi opnået to fordele

l. At når vi skal udforske det syge sjæleliv er dette skarpt afgrænset fra det øvrige sjæleliv. Det er derfor meningsfuldt at anvende årsagssætningen i videnskabelig sammenhæng.

2. Da det syge sjæleliv netop er defineret ved (unødvendige og uhensigtsmæssige) gentageisser kan disse undersøges imperisk.

Af l. Og 2. Følger at det er muligt at opstille videnskabelige love for sammenhængene mellem de fænomener der optræder i det syge sjæleliv, hvilket der er argumenteret for i første del.

Det syge sjæleliv

Som nævnt tidligere kan det sygesjæleliv underopdeles yderligere. Inden for RP opererer man med fire områder indenfor det det syge sjæleliv der adskiller sig fra hinanden.Disse områder har fået betegnelserne neurotisk sjæleliv, narcistisk sjæleliv, løgnagtig sjæleliv og antivirkelig sjæleliv. Jeg vil i det følgende give en kort beskrivelse af de fire områder, dog med hovedvægten på de to første.

Neurotisk sjæleliv.

Det der adskiller det neurotiske sjæleliv fra de øvrige områder i det syge sjæleliv er altså de genkendelige former. Dermed menes at neurotikeren handler på en bestemt måde hvergang personen placeres i en bestemt situation. Dette fastlåste handlemønster er foranlediget af en fast overbevisning om at dette er den eneste måde at forholde sig til den omtalte situation. Se min korte redegørelse for hovedprincipperne bag rationel psykoanalyse.

De omtalte former kommer abstrakt set til udtryk i de såkaldte sygdomsbilleder. Disse er fobier, hysteri, tvangsneurose og angst. Derudover er hæmninger et fænomen der kan iagtages ved en hver neurose. Til forskel fra den klassiske psykoanalyse ser man dog ikke nogen fordel i at klassificere neuroserne efter disse sygdomsbilleder, idet man vil erfare at de alle er en del af neurosens firehovedet uhyre. Sådan at forstå at man i en hver neurose

En kort definition af sygdomsbillederne:

I bogen "Tvisind og neurose" gives eksempler på fobiske grænser: En kvindelig neurotiker led af den fobie, at hun ikke kunne gå alene på gaden ved højlys dag; men under et besøg i England kunne hun færdes frit overalt. Derudover nævnes fobikere, der ikke kan gå over åbne pladser, over broer, op i tårne etc.

Også på det mentale område kan der optræde fobiske grænser. For eksempel et fobisk forhold til visse ord, således at fobikeren ikke tør anvende dem. Man kan også iagttage

Angstneurosen:

Hysteri:

Tvangsneurosen:

Men som ovenfor nævnt kan tvangsneurosen også forståes ved at se den som hysteri ens modsætning. Kort fortalt er tvangsneurosen en undertrykkelse åf følelsesmæssige konflikter, mens hysterien er en acting-out af samme.

Et Eksempel

Et af de mest iøjenfaldende eksempler på en neurotiker er Maud Vamæs fra tv-serien Matador. Hos hende ser vi netop eksempler på alle de ovennævnte sygdomsbilleder :

Et uopgjort følelsesmæssigt regnskab med moderen, Hun ville ikke tillade at hun blev billedkunstner.

En tvangsmæssig fastholden ved de borgerlige dyder som moderen havde prædiket.

At overtræde enhver grænse som er angivet ved de borgerlige dyder.

Tja, hvis der nogen der har en udstråling som et "nervevrag" må det være Maud. Ikke mindst i forbindelse med den fantasi der indirekte kommer til udtryk i sætningen:" Hvad vil de andre dog ikke sige Hans Christian."

Jeg skal ikke her gå meget dybere i en analyse af Maud Varnæs, dog vil jeg nævne et andet iagttageligt fænomen ved neurosen, nemlig jeg-spaltningen.

Også denne finder vi tydeligt hos Maud varnæs idet hun tydeligvis er spaltet mellem ønsket om en kunstnertilværelse og de krav hun oplever fra samfundet om at forsvare de borgerlige dyder. Denne jegspaltning kommer til udtryk da Hans Christian har gjort en ansat i banken gravid, og ovenikøbet har foranlediget en fosterfordrivelse. Dette er en overtrædelse af stort set alle de love som Maud under store personlige ofre (synes hun i hvert fald selv) har forsvaret. Men i stedet for, som vi senere skal se under afsnitte om narcismen, adstedkommer dette ikke et totalt personligt sammenbrud. Hendes reaktion på det skete bliver ligeså at opgive de borgerlige dyder og tage til Sweich for at leve sin drøm ud som billedkunstner og boheme.

Men som alle neurotikeren må hun indse at "den hemmelige drøm" er lige så absurd som den tvangsmæssige dagligdag. Hun vender derfor tilbage til Hans Cristian for at genoptage samlivet med ham.

Men at Maud Varnæs er en usædvanlig kvinde ses deraf, at hun ikke bare vender tilbage og genoptager den gamle trommerum, men i stedet insisterer på, at hun og Hans Christian må tage deres hidtige liv op til fornyet overvejelse. En sådan evne til at gennemskue tidligere neurotiske former og tage et opgør med dem er bestemt en undtagelse, der vidner

Narcismen

En definition, der tager udgangspunkt i en driftpsykologisk tankegang, kan vi heller ikke anvende, da vi jo har taget afstand fra ideen om at opbygge en videnskabelig psykoanalyse ud fra en sådan.

I stedet må man tage udgangspunkt i begrebet tro, og altså særligt i den uberettigede tro.

Narcismen kan nemlig defineres ved en særlig uberettiget tro  på egne kvaliteter, forstået som en særlig tro på ens eget jegs opbygning.

Når man forsøger at indrette sin tilværelse tager man naturligt udgangspunkt i en selvopfattelse. Typisk vil man høre folk sige:" Sådan er jeg nu engang, derfor har jeg valgt denne tilværelse."
Dette gælder også for narcisten. Problemet er bare, som givet ved definitionen, at det er en falsk jeg-opfattelse, der er udgangspunktet. Og ikke kun falsk men også absurd, således at den tilværelse narcisten søger, er i modstrid med det som sunde mennesker opfatter som naturlige mål for sin stræben. Narcisten vil derfor føle sig uforstået af omgivelserne, hvilket kan give anledning til voldsomme stridigheder. Narcistens overbevisning er nemlig absolut, man må jo påtænke at standpunktet er taget ud fra en syg overbevisning, som kun kan overvindes gennem en erkendelse af sygdommen, og det er det sidste man får en narcist til. At få narcisten til at skifte standpunkt kan derfor kun ske gennem det, der betegnes et "narcistisk sammenbrud". I en psykoanalyse vil man kun frembringe en sådan efter nøje forberedelse, det vil sige efter at analytikeren har sikret sig, at der er et veludviklet sundt sjæleliv til at tage over, efter at narcistens doktriner er opgivet. Følges denne procedure ikke kan det betyde at hele sjælelivet kolapser ved det narcistiske sammenbrud, hvilket kan medføre en dyb psykose. Idet narcismen er kernen i pseudojeget, og der ikke er sunde jegfunktioner til at tage over vil narcisten stå uden jeg overhovedet, hvilket jo er det samme som en psykose. Dette er

Et andet karakteristika er den "narcistiske tilfredsstillelse". Denne opstår når tingende flasker sig for narcisten. Det vil sige at verden arter sig efter narcistens doktriner, således at han bliver bekræfttiget i at de er rigtige. Det er nok denne narcistiske tilfredsstillelse, der har foranlediget, at den traditionelle psykoanalyse er blevet fristet til at anvende kærligheden til sig selv, som en forklaring på narcistens stræben. Den narcistiske tilfredsstillelse ytre sig nemlig netop på den måde, at narcisten oplever sig selv som et kompetent velfungerende menneske. En oplevelse der er den diamentralt modsatte af det narcistiske sammenbrud. Lige så ondt det gør at må erkende at ens ( pseudo )jegfunktioner er syge og må opgives, lige så stor er glæden ved at blive rost for sine jegfunktioners duelighed, også selvom der kun er tale om selvros. Det er derfor ikke mærkeligt at narcisten vil ofre alt på at forsvare sin narcisme mod ydre angreb (foreksempel fra en psykoanalytiker) , og ligeså vil ofre alt på at tvinge omverdenen til at danse efter sin pibe. Ekstreme tilfælde som Adolf Hitler og Josef stalin kunne nævnes her. Men også fra den mere nære hverdag kendes narcisten som jeg vil give et eksempel på i det følgende.

Et eksempel

Ligeledes i Matador gives et glimrende billede af et typisk eksempel på en narcist, nemlig i personen Mads Skjern. At der ikke kun er tale om en usædvanlig foretagsom og målrettet mand kan man se af en række episoder.

1. Den totale afvisning af sønnens livsanskuelse. Drenge designer ikke tøj, de laver regnskab.

2. Den narcistiske tilfredsstillelse der giver sig til kende efter et større skænderi med konen der advarer ham om at familien er i opløsning. Samtidig modtager Mads Skern ridderkorset ,med posten hvilket foranlediger bemærkningen:" Det går jo godt!" på et tidspunkt hvor et sundt menneske ville have indset at det hele er ved at ramle.

3. Det narcistike sammenbrud da sønnen springer ud som bøsse og konen flytter med til Paris. Her ser vi Mads Skern fortvivlet spørge alle han møder om de ikke nok vil fortælle ham hvem han er. Han har nemlig mistet sin fornemmelse for sig selv.

At Mads Skerns pseudojeg er bygget op omkring doktriner om at skabe en virksomhed er indlysende. Det bliver nemlig igen og igen understreget at et mennneske kun er det, som kan omregnes til materielle værdier. At blive accepteret og respekteret af samfundet hænger nemlig uløseligt sammen med den magt, som disse værdier medføre. En større virksomhed må derfor være lig med et større jeg, med andre ord hver gang virksomheden vokser giver dette anledning til en narcistisk tilfredsstillelse.

Omvendt er det en kilde til stor frustration at sønnen ikke deler denne opfattelse. Der er jo for narcisten kun to muligheder: Enten er sønnen vanvittig, eller også må Mads se i øjnene, at der er andre værdier i tilværelsen end dem hans narcisme fortæller ham, og ingen af disse muligheder er mildt sagt særlig attraktive.

At Mads Skerns narcisme dominere store dele af hans sjæleliv, kan vi se deraf, at det ikke lykkedes ham at bruge oplevelsen af det narcistiske sammenbrud, til at forandre på sin tro på hvad der er normalt. Dette ses da konen vender tilbage fra Paris, og Mads Skern for hende til at love, at alt er som det var før. Oplevelsen isoleres fra pseudojeget (Freud ville sige fortrænges), og han vender tilbage til sin syslen med sin virksomhed.

Som vi så for det neurotiske sjæleliv, var dette kendetegnet ved gentagende former. For narcismen kan formen, det vil sige personens stræben efter narcistisk tilfredsstillelse, variere i det uendelige. Derimod er målet for narcistens stræben det samme, og angivet ved de narcistiske doktriner. De unødvendige og uhensigtsmæssige gentagelser ligger altså deri, at uanset den ydre situation vurderes denne altid udfra, hvorledes den kan tjene narcistens målsætning.

I eksemplet Mads Skern så vi at hans mål var at gøre sin virksomhed større. Dette mål ligger fast, tilgengæld ser vi at de metoder der anvendes variere i det uendelige.

Freud var af den opfattelse, at narcismen ikke kunne gøres til genstand for en analyse, da narcister ikke danner overføring. Dette problem er dog overvundet for den rationelle psykoanalse, ikke mindst inspireret af, den af Willhelm Reich udviklede karakteranalyse, om hvilken ,Erik Carstens har udtalt, at det var det væsentligste udbytte af at gå i læreanalyse hos samme.

Løgnagtig sjæleliv

Det antivirkelige sjæleliv

Fantasierne deles op i 3 grader:

Fantasi af l. grad

Dette er fantasier der kan realiseres af personen der har dem.

Foreksempel kan man have forestillinger om en kommende ferietur til det sydfranske.

Fantasier af 2.grad

Fantasier der ikke kan blive til virkelighed for personen selv, men kunne realiseres af en anden.

Foreksempel kunne en velnæret 50'årig sidde foran fjernsynet og drømme sig på landsholdet i fodbold. Dette ville være helt urealistisk, men kunne principielt gå i opfyldelse for en yngre ( og sikkert bedre spiller )

Fantasier af 3.grad

Fantasier der hverken ville have mulighed for at gå i opfyldelse for personen selv eller nogen anden.

Foreksempel havde en analysand den fantasi at han gerne ville kunne se ansigtsudtrykkene på de personer der var mødt op til hans egen begravelse.

Hvorvidt en fantasi af de ovenstående grader er af patologisk art eller ej kan afgøres ud fra grundaksiomet. Hvis fantasierne giver anledning til unødvendige og uhensigtsmæssige gentagelser er de patologiske.

Det antivirkelige sjæleliv kan nu defineres som et sjæleliv hvortil der er tilknyttet fantasier af 3. grad.

Trossætninger

Det naturlige spørgsmål vil herefter være hvad er årsagen til at sjælelivet kan antage ovenstående patologiske former. I den freudske psykoanalyse er forklaringen kort den at visse drifter er blevet fortrængt til det ubevidste. Denne forklaring er vi dog ikke tilfredse med af tre grunde:

l.    Vi har taget afstand fra ideen om drifter

I stedet vil vi vende tilbage til den tradition der herskede før Freud, og som også hans mentor Breur tilknyttede sig, nemlig suggestionerne. Ifølge denne er opfattelsen at de patologiske former skyldes at en person har fået en fiks ide på hjernen. Denne fikse ide vil man i analysen søge at få sat ord på, det vil sige få den formuleret. Det er denne nu formulerede fikse ide som gives betegnelsen trossætning. Herefter kan de patologiske former forklares ved at visse trossætning determinere dele af sjælelivet således at det antager unødvendige og uhensigtsmæssige gentagelser.

Se i øvrigt min korte redegørelse for grundprincipperne for rationel psykoanalyse.

Forskellen mellem neurotisk og narcistisk sjæleliv kan herefter også forklares ved at i det neurotiske tilfælde holdes trossætningen udenfor jeget og opleves derfor som en ydre tvang som jeget er underlagt, mens trossætningen i det narcistiske tilfælde er indbygget i jeget således at den opleves som en del af en selv, som en del af karakteren. Heraf følger også forklaringen på hvorfor narcismen imødegås ved en karakteranalyse.

Det sunde sjæleliv.

Videnskab eller fænomenologi.

Som vi har set diffrentieres der mellem det syge og det sunde sjæleliv ved grundaksiomet:

Sygt sjæleliv er den del af sjælelivet der består af unødvendige og uhensigtsmæssige gentagelser, sundt sjæleliv er ikke underlagt samme mekanismer.

Dette er en såkaldt negativ definition da det sunde sjæleliv ved aksiomet kun defineres indirekte, altså som noget det ikke er. Når man definere noget på denne måde bruger man ind imellem at betegne det definerede som et pulterkammerbegreb. Det vil sige at alt hvad der er i overskud kan puttes ind under dette. I dette tilfælde betyder det altså at alt der ikke kan rummes under det syge sjæleliv nødvendigvis må tilhøre det sunde sjæleliv. Videnskabeligt set er sådanne definitioner ofte utilfredsstillende. Som vi så under afsnittet om afgrænsning af forskningsområdet er det afgørende for den videnskabelige præcision at grundlaget for den videnskabelige forskning er entydigt og positivt formuleret.

Men vil dette så ikke betyde at vi må opgive at opstille videnskabelige teorier for det sunde sjæleliv? Jo, lige præcis! Men dette er ikke en fejl ved teoridannelsen, men en egenskab ved det vi udforsker. Pointen er jo at det sunde sjæleliv ikke kan afgrænses og dermed heller ikke entydigt defineres.

Når vi derfor ønsker at beskrive det sunde sjæleliv må vi opgive at gøre det ved at opstille love, altså uden at anvende årsagssætningen. Hvad gør vi så? Vi vender os mod fænomenologien.

At forklare hvad fænomenologi er kan dog være temmelig vanskeligt, men kort fortalt er det at formulere interessante iagttagelser. Hvad der menes med interessante vil jeg prøve at eksemplificere i det følgende:

Forestil Dem at De er en tur i Dragør. Da vil De kunne iagttage et gult hus. Dette er fænomenologi. Men har man først nævnt dette en gang er det ikke fænomenologi at nævne dette hver gang man ser et gult hus. Dette er snarere et irretationsmoment.

Men når man til den konklusion at alle huse i Dragør er gule så har man atter formuleret en ny interessant indsigt. Vi har altså nået den fænomenologiske konklusion at alle huse i Dragør er gule.

Men læg mærke til at vi ikke har anvendt årsagssætningen. Vores konklusion er altså ikke af videnskabelig art, sådan som denne er defineret i første del, men af fænomenologisk art. Der er dog næppe nogen der vil betvivle den opnåede konklusions sandhed på trods af at den ikke er opnået i videnskabens regi.

Dette afsnit gør det i øvrigt muligt at eksemplificere hovedpointen i første del yderligere. Man kunne jo fristes til at spørge om årsagen til at alle huse i Dragør er gule ikke er fordi at det er blevet besluttet ved en lokalplan? Og har vi så ikke brugt årsagssætningen? Svaret er nej, og grunden er den at man ikke kan benytte årsagssætningen uden entydigt at have defineret hvad der er udgangspunktet for vores opstilling af en årsagskæde. Når vi rask væk konkludere at husene i Dragør er gule pga. en lokalplan, så er det jo kun en del af sandheden. Men hvilken? Ja det ved vi jo ikke, da vi ikke har defineret vores udgangspunkt. Der kan jo i princippet opstilles lige så mange forklaringer som ønskes. Et mere spidsfindigt svar kunne være at det skyldes at en jæger/samlerkultur drog nordpå efter den sidste istid. Pointen er altså at vi ikke har afgrænset vores forskningsområde og derfor kan blive ved med at producere forklaringer hvis sandhed altid vil være svævende da det ikke er blevet præciseret hvilken kontekst svaret skal forstås i. Jeg medgiver at det er meget vanskeligt at forklare disse forhold, men jeg håber dog det efterhånden er blevet mere konkret, hvad jeg mener når jeg understreger vigtigheden af at have afgrænset sit forskningsområde, når man anvender den videnskabelige metode. I spørgsmålet vedrørende Dragørs gule huse anvendes ordet årsag i en praktisk og ikke en videnskabelig sammenhæng. Med andre ord: spørgeren har ikke anvendt årsagssætningen, da denne som sagt udelukkende anvendes i den videnskabelige virkelighed.

Vi ser altså, at det er muligt, at formulere generelle sandheder, udenfor videnskabens domæne. Vi er derfor heller ikke fortabte, selvom vi ikke kan anvende den videnskabelige metode overfor det sunde sjæleliv.

Når jeg i dette skrift gør så meget ud af at skelne mellem videnskab og fænomenologi, er det for ikke forvirre billedet i forhold til de konklusioner vi opnåede i første del. I dag må

Det følgende vil derfor være en fænomenologisk beskrivelse af det sunde sjæleliv

Det sunde sjæleliv.

Hvis vi skal sige noget konkret om det sunde sjæleliv er det væsentligste egenskab at bemærke udviklingsmuligheden.

Som vi har set defineres det syge sjæleliv ved mekanismer der gentager sig på en uhensigtsmæssig måde. Inden for det syge sjæleliv er der altså ikke mulighed for en udvikling. Sjælelivet fastholdes i de samme uheldige former. Derfor må evnen til at kunne udvikle sig og derved antage nye former være det fornemmeste karakteristika for det sunde sjæleliv. Men når dette er formuleret er spørgsmålet naturligt nok hvordan?

Lad os først se på dets opbygning.

Den endelige model for sjælelivet:

Se her under "Model sjælelivet" andet steds på hjemmesiden.


Jeget.

Jeget er blevet aftegnet som en cirkel til venstre i vores model. Denne illustration siger dog meget lidt om hvorledes jeget fungere til dagligt. Man kunne måske ønske sig en model der i højere grad afspejler de muligheder der ligger i denne psykiske indstands. Men dette emne er i sig selv så omfattende at jeg ser det for at være en umulighed under alle omstændigheder at illustrere disse bare nogenlunde. Så hvorfor ikke gøre en dyd ud af nødvendigheden, og kun vise den skematiske placering af jeget på vores model.

Jeg vil derfor i denne sammenhæng nøjes med at beskrive jegets opgave som den at fylde sig med information i forhold til den stillede opgave, søge en løsning på samme, for derefter atter at tømme sig for information.

Yderligere interesserede vil jeg henvise til bogen " Generthhed" .

Sundt deskribelt sjæleliv.

Den del af sjælelivet som jeg har givet betegnelsen: Sundt deskribelt sjæleliv, Vil jeg ikke gøre det store ud af her. Det siger næsten sig selv at dette område repræsentere den sunde information som jeget kan gøre brug af

Det indeskrible sjæleliv.

Det indeskrible sjæleliv er dendel af sjælelivet der ikke kan gøres til genstand for beskrivelse, med andre ord: VI ved Ikke hvad der foregår i denne del af sjælelivet.

At der må forefindes et sådant område i sjælelivet kan man indse ved at tænke på valgets øjeblik. Hvis vi skulle være i stand til at beskrive hvad der sker i det øjeblik vi træffer et valg i vores liv har vi kun tre muligheder.

Problemet her er at det kun er muligt at give en kausal beskrivelse hvis denne forløber over et hvis stykke tid. Feks.: A rammer B som forsætter i A's retning. En sådan beskrivelse er en iagttagelse af et forløb der foregår over et hvis tidsrum. Men valget træffes netop i et nu, hvorfor det ikke er muligt at anvende den kausale forklaringsmodel.

Desuden er det naturligvis lige så selvmodsigelsesfyldt at give en årsagsbestemt forklaring for et "valg" som under den logiske mulighed.

Med finale overvejelser mener jeg at vi ønsker at beskrive valget ud fra de målsætninger som personen måtte besidde. Men her gælder de samme overvejelser som under l. og 2.

Summa summarum: Det er ikke muligt at beskrive valgets øjeblik.

Ud fra denne argumentation har vi bevist at der foregår processer i sjælelivet der ikke kan gøres til genstand for beskrivelse indefor den psykoanalytiske videnskab. Jeg skal dog ikke udelukke at det måske ville være muligt indenfor den neurologiske videnskab, men det er jo ikke mit gebet så jeg vil ikke her yderligere uddybe denne mulighed, kun kort nævne de resultater som man feks. Thor Nørretranders har lagt stor vægt på, nemlig at det synes bevist at valget faktisk træffes i op til et halv sekund før det kommer til bevidshedens opmærksomhed.

Konklusionen bliver altså at eksistensen af det indeskrible sjæleliv er en realitet.

Nogen ville måske her gerne sammenligne dette resultat med Freuds ubevidste, men det vil jeg vende tilbage til i næste afsnit.

Et eksempel:

Diskussion af resultater.

Når Freud argumentere for psykoanalysens berettigelse som en selvstændig videnskab gøres dette ved at dele sjælelivet op i tre områder:

Freuds pointe er, at vi ved at forstå sjælelivet, kan hjælpe jeget til at overvinde de modstande, der gør det vanskeligt for jeget at erkende de fortrængte tilstande, og derved overvinde de neurotiske problemstillinger som disse medfører. Da dette ligeledes vil bibringe mennesket en højere livskvalitet, har Freud argumenteret for psykoanalysens berettigelse.

Sammenligner vi nu denne argumentation med den model, vi har opstillet for den rationelle psykoanalyse, kan vi indse følgende:

     betegnes i modellen som "sundt deskribelt sjæleliv".

2.  Den del af sjælelivet der kun vanskeligt er tilgængeligt for jeget (det fortrængte sjæleliv) betegnes i modellen som "sygt sjæleliv".

Denne del af sjælelivet løsrives altså fra betegnelsen "det ubevidste" og har fået sit eget område, som er blevet entydigt defineret ved grundaksiomet. Heri forefindes også alle de, af Freud beskrevne, faste mekanismer i sjælelivet, så som overjeg og ødipuskompleks, der ligesom alle faste mekanismer i sjælelivet opfattes som sygelige, og derved en byrde for det sunde sjælelivs udviklingsmuligheder. Disse foreteelser i sjælelivet forklares alle som set under afsnittet om sygt sjæleliv ved trossætninger.

3.  Den del af sjælelivet der ikke er tilgængelig for jeget ( det dybe ubevidste) betegnes i modellen ved "det indeskrible sjæleliv".

Dette er, i det ovenstående, blevet klart defineret og dets eksistens er blevet bevist, i modsætning til Freuds betegnelse "det ubevidste".

Af denne sammenligning kan man se, at det ikke længere er nødvendigt at anvende betegnelsen "det ubevidste", hvorfor denne betegnelse naturligt nok ikke anvendes i rationel psykoanalyse, noget der kan virke forvirrende, hvis man ikke har kendskab til modellen for rationel psykoanalyse i sin helhed.

Det er altså med vores model blevet muligt at dele sjælelivet op i tre områder:

1.  "Sundt deskribelt sjæleliv": Denne del af sjælelivet er umiddelbart forståeligt for en person der befinder sig på samme eller højere udviklingstrin, og kan derfor iagttages ved anvendelsen af den fænomenologiske forskningsmetode.

2.  "Sygt sjæleliv": Denne del af sjælelivet kan kun forstås ved anvendelsen af videnskabelige teorier. Pointen med det neurotiske er jo netop at det er meningsløst, hvorfor det ikke er muligt for det sunde sjæleliv at sætte sig i det syges sted. De neurotiske reaktioner kan derfor kun forstås af det sunde sjæleliv ved at gennemskue de bagvedliggende mekanismer, således som det gøres i og med de videnskabelige teorier.

3.  "Det indeskrible sjæleliv": I denne del af sjælelivet foregår de processer der ikke kan iagttages af jeget. Dette er en af grundende til at det sunde sjæleliv ikke kan afgrænses. Vi ved jo ikke hvad der forgår her, hvorfor det med den rationelle psykoanalyse ikke er muligt at afvise teorier så som guddommelig indgriben, astrologi og lignende. Disse forhold kan sagtens, hvis man vil, tænkes ind i modellen for rartionel psykoanalyse. En konklusion der måske kan være noget overraskende: At en konsekvent anvendelse af rationelle principper i sidste ende netop åbner døren til det irrationelle .

Konklusion.

Jeg har med del 1 og del 2 forsøgt at give gode grunde til et paradigmeskift på psykoanalysens område. disse er:

1.  Udgangspunkt i direkte iagttaglige størrelser, således at det metafysiske islæt i psykoanalysen overvindes.

2.  Muligheden for at verificere de videnskabelige resultater ved objektive videnskabelige eksperimenter.

3.  Præcise og konsistente videnskabelige teorier.

4. Klare og entydige begreber, således at kommunikationen mellem forskere, og mellem psykoanalytiker og analysand kan ske uden misforståelser.

5.  Afgrænsning af det syge fra det sunde.

6.  Ad 1-5 følger at vi kan argumentere for anvendelse af forskningsmetoden: Videnskabelig for det syge sjæleliv og fænomenologisk for det sunde sjæleliv.

7.  Af ovenstående følger at det er muligt at definere en målsætning for psykoanalysen: At omdanne sygt sjæleliv til sundt sjæleliv, og at udvikle sundt sjæleliv således, at det er på højde med de udfordringer, som det står overfor.

Herudover kan det tilføjes at:

2.

Den samlede konklusion bliver derfor at der ikke er nogen argumenter for at bibeholde Freuds psykoanalyse, tværtimod giver denne kun anledning til en mængde misforståelser og halve forklaringer, der rider den vestlige verden som en mare.

Der er derfor alle mulige grunde til at skifte til rationel psykoanalyse.

Del siden